Men det er altså ikke fordi vi ikke laver noget…

Da der var oversvømmelse sejlede vi en lille rød båd hele vejen rundt om Farmor og Farfars hus – Se selv

Lasse er blevet færdig med både speciale og eksamen – og han gjorde det utroligt godt!

Børnene er lige så fjollede og glade som de plejer at være

Og imens sidder jeg så og rådner op med mit speciale – men til sommer bliver det sjovt at være os tror jeg.

Jeg gik lidt i stå, men i takt med at specialet fylder mere og mere vokser behovet for overspringshandlinger også, og så går det ikke at bloggen er helt død!  I aller artigste punktform har vi siden sidst oplevet følgende:

• Tobias ville være blevet 10 år gammel i år, så den 15. marts var vi på kirkegården med blomster og lys. Igen i år var det ellers lige ved at gå lidt i vasken, for Lasses koncert var blevet flyttet fra engang i februar til den 14. marts. Han nåede dog hjem, og Anne og Jesper havde igen igen været flinke og lånt os bil, så på kirkegården kom vi. Jeg havde egentlig ventet at det hele ville være trist og usselt at se på når nu sneen endelig var væk, men til min store overraskelse var der bare fint og flot da vi neåde frem. De pyntedimser vi selv havde sat derop før jul var fine og velbevarede, og oven i det var hele gravstedet pyntet fint op til fødselsdag. Der var mosbamser og granbiler og lys, og på en eller anden måde blev jeg bare voldsomt glad for at der var andre end mig der havde husket fødselsdagen.
• Victor er begyndt at gå. I modsætning til Sebastian har han ikke brug for en lang mellemfase, han stavrer bare afsted og skriger af grin når der rigtigt kommer fart på. Samtidig har han så udviklet en særlig stor glæde ved at kravle højt op på ting, så meget af vores tid går med enten at pille ham ned fra vindueskarme og borde, eller samle ham op og trøste ham når han falder ned og slår sig.
• Sebastian har fået børnehaveplads nede i Aagaarden hvor Tobias også gik. Vi håber dog lidt på at have købt det store lækre hus før det bliver tid til børnehavestart, og hvis det sker bliver det et helt andet sted han skal hen – men som back up er det rigtigt rart at vide at han skal derhen.
• Lasse har endelig afleveret speciale og skal til eksamen lige om snart. Og faktisk så blev det er herre godt speciale han fik skrevet, og hverdagen herhjemme er 10x sjovere nu hvor det er afleveret.
• Og så er der hele to flinke damer der har født babyer, så jeg har både klappet en lille Frederik og en lille Villads – og i dag har vi haft besøg af den allersmukkeste tvillingegravide mave, så om nogle måneder er der endnu flere babyer som skal dimses

Men vi har det godt alle sammen, og snart poster jeg en masse billeder der ligesom beviser det.

Nullermændene har i løbet af de sidste uger, overtaget verdensherredømmet i Borgergade…

I dag gik Lasse og Basse til modangreb

Nogle gange er vi lidt sløve til at nå ting hjemme ved os, og af den grund var det også først i går at Sebastian nåede afsted til 2 års undersøgelse ved lægen.

Vi havde hypet det en del, og Sebastian var stolt og glad da det blev hans tur til at komme ind og stå på vægten og blive målt og lyttet på og kildet lidt på maven. Lægen nåede at sige perfekt ca 500 gange i løbet af de 10 minutter undersøgelsen varede, men hun gav ingen gave da hun var færdig. Heldigvis havde moren et stykke forbudt kinder chokolade i tasken, og det kunne godt bruges som præmie for god opførsel.

Fordi jeg er uhyre effektiv (nogle gange), havde Victor fået tid til 1 års undersøgelse lige efter Sebastian. Hans vaccination var med vilje blevet udsat, fordi jeg ikke lige så nogen ide i at sprøjte lidt ekstra sygdom ind i barnet, oven i alt hvad han ellers har døjet med de sidste måneder, men i går var han altså frisk og rask og det måtte vi jo hellere få spoleret.

Undersøgelsen dækkede ret meget det samme som Basses, og som vi egentlig havde gættet lidt på derhjemme, er Victor faldet på vægtkurven igen, så meget at han faktisk er lige så “undervægtig” nu som da han blev født. Motorisk er sprogligt er han heldigvis lige hvor han skal være, så der bliver ikke sat ind med store fede tiltag lige nu. Han skal bare kontrolvejes om et par måneder.

Egentlig havde jeg tænkt at Sebastian nok helst var fri for at se lægen stikke store væmmelige sprøjter ind i benene på Victor, så Mette var taget med til lægen og var klar på at lege med biler nede i venteværelset. Sebastian endte bare med at være så begejstret for hvor dygtig han selv havde været, at han slet ikke gad lege med biler, men hellere ville se hvad der skulle ske med lillebror. Det var både spændende og sjovt og lidt fjollet, i hvert fald lige indtil sprøjterne blev fundet frem. Så smuttede Sebastian over og gemte sig i hjørnet, hvorfra han kunne se alt hvad der foregik, og samtidig sikre sig at lægen ikke kom til at stikke ham ved et uheld.

Det var hurtigt overstået, og Sebastian synes stadig at det var fedt at det kun var Victor der skulle stikkes – og vel hjemme kunne vi så nyde godt af endnu en aften med feber og ynk – og fødselsdag

Og man kan se hvad det handler om lige her

Men yngstebarnet blev jo 1 år gammel den 31. januar, og selvom han allerede er blevet fejret to gange er vi slet ikke færdige endnu.

Fordi onkel Mikkel var hjemme fra det varme Thailan, startede vi festlighederne weekenden før den egentlige fødselsdag, og på den måde var der både onkler og bedsteforældre med til eftermiddagskaffe og aftensmad.

Selvom det jo egentlig var Victors dag, formåede Sebastian på listig vis at sørge for at han var ret meget i centrum.

Eksempelvis fik han meget pludseligt grundlagt et storslået familie orkester, som han med hård hånd og fantastisk fodarbejde fik pisket igennem nye fortolkninger af Oles Nye Autobil og Fy Fy Skamme.

Og når der lige skulle åbnes gaver var han også klar med en hjælpende hånd.

På selve dagen havde vi tilfældigvis valgt at besøge Farmor og Farfar, og selvom Victor egentlig var blevet fejret på behørig vis weekenden forinden, var der alligevel gaver og fest da det nu rigtigt var blevet fødselsdag.

Ruthie havde sendt fantastiske syngende Tigre over, oldemor forærede ham en flot dvd med Drømmehaven, og mor og far og Sebastian havde købt flotte nye hjemmesko som dog efterfølgende er leveret tilbage i butikken igen fordi lynlåsen var i stykker.

Den rigtige fødselsdag blev også brugt som en undskyldning for at jeg kunne lave endnu en lagkage, for jeg var ikke helt tilfreds med den grønne jeg havde lavet weekenden forinden.

Det gik bedre på selve fødseldagen, men det er pænt heldigt at vi stadig mangler at fejre fødselsdag med Sarah og Thomas og Gry og oldemor, for det betyder at jeg kan nå at øve mig endnu mere… Og Sebastian har annonceret at den næste kage skal være blå.

Midt i sygdommen fik jeg faktisk skrevet endnu en artikel færdig, og den blev sendt afsted til tiden, og hvis den bliver optaget skal jeg til konference og sige kloge ting, og med publiceres i en bog mere.

Jeg tror ikke den bliver optaget, for den er sådan lidt lang og lidt vrøvlet, men den snedige plan er at hvis de ikke vil have den i København, så kan den rettes til og så kan jeg bare tage til New Zeland i stedet. Det kunne være en ret god sommerferie tænker jeg.

Hvis man går min blog igennem for de sidste år, bør man kunne se at den her overskrift er den absolut mest brugte, og medmindre der sker et mirakel bliver den ved med at være det fremover også.

Jeg kiggede kalenderen efter i går, og siden starten af oktober måned sidste år, har vi ikke haft 2 sammenhængende uger uden en af ungerne er blevet syge. Særligt Victor har suget enhver form for vuggestuepest til sig, og det endda til trods for at han er blevet ammet i vildskab, så jeg tør slet ikke tænke på hvordan tilværelse havde set ud hvis han var flaskebarn.

Den sidste uges tid har vi så haft fornøjelse af en omgang RS-Virus hvor særligt Victor har været ret skidt, og hvor både Sebastian og jeg selv også er endt med at bukke under. Vi startede ud med at Sebastian havde brug for at blive hjemme fra vuggestue, uden at vi helt kunne gennemskue hvorfor han mente livet var dårligt, og mens han og jeg så sad hjemme i sofaen og så Lucky Luke, ringede vuggestuen med besked om at Victor også var syg. Ganske vist uden feber, men på den der måde hvor han bare emmede af at skulle hjem.

Det viste sig at være godt givet ud at få ham hjem, for  han var faktisk rigtig meget syg, og torsdag aften var hans vejrtrækning uhyggeligt dårlig.  Siden da er det heldigvis langsomt begyndt at gå fremad, og i dag har han faktisk smilet til os igen.

I mellem tiden er hoster både Sebastian og jeg os, ligesom Victor, gennem dagene og nætterne, og det er nok især synd for Sebastian for i det mindste findes der masser af hals-nakro til voksne. Fx har jeg rodet mig ud i at prøve Mykoangin tabletterne fra tv-reklamerne, og jeg har ikke kunne mærke min tunge i 5 timer snart.

Nu er målet så at få følelsen tilbage i tungen, og få smerten i halsen til at gå væk, og det må rigtigt gerne være før jeg skal til København og undervise på torsdag.

Drømmen om at slutte dagene af med lige at trække i løbeskoene har sådan set spøgt rigtig længe, og i perioder er det faktisk også gået helt fint med at komme afsted. Fx var jeg fint nok i form til at løbe I Form kvindeløb sidste år, og jeg er allerede meldt til at skulle tage turen igen den 1. maj i år.

I fredags dukkede det nye IForm blad så op med posten, og med i bladet var fine løbeprogrammer og en invitation til at løbe en ½ marathon i september i København. Og NØJ hvor gad jeg det godt! Forestillingen om at bruge de næste mange måneder på langsomt at træne formen op, og så slutte sommeren af med en ½ marathon, er helt og aldeles lige mig.

Jeg er bare ikke overbevist om at det rent praktisk lige lader sig gøre at træne så seriøst som sådan en distance trods alt kræver. Ikke fordi jeg ikke gider det, men fordi de der børn bare ikke altid er super samarbejdsvillige.

Heldigvis kan man godt vente nogle måneder med at tilmelde sig, så indtil videre holder jeg fast i at løbe de 10km 1. maj, og så forbedre min tid på den distance når der lidt senere på sommeren er Femina løb. Og skulle jeg så ske at være i drøn god form når vi kommer til september, så slutter jeg sommeren af med at hente en fin medalje hjem fra København.

Lige netop i dag har der været fastelavnsfest i vuggestuen, og ligesom sidste år var vores yngel meget smartere udklædt end alle de andre unger. Mens 90% af børnene var klædt ud som vildt dyr eller Peter plys, var vores artige drenge nemlig cowboy sherif og Poh

Og Nej vi er ikke spor selvfede forældre – vi har bare lækre børn!

Og det er heldigvis helt lige meget at Sebastian slet ikke gad være cowboy, indtil han fik lov til at bruge hele torsdag aften på at jagte Line rundt i lejligheden og plaffe hende.