Så havde Lasse og jeg jo rent faktisk bryllupsdag i søndags, og det blev takket være Søren og Alice og Line og Thilde og Bertram, fejret på behørig vis med røde hotdogs og varm kakao med flødeskum.

Og nøj hvor er jeg snart nødt til at finde en anledning til at have Narnia frakken på igen!

De sidste billeder er indkrævet, eksamensprojektet er afleveret og barnet er puttet – og så er der vist ikke så pokkers mange undskyldninger for ikke at få gjort den der bryllupsberetning færdig…

Da vi aller først fandt ud af at vi gerne ville giftes var planen et lille bitte rådhusbryllup. Bare os og et par vidner og måske noget frokost et eller andet sted. Lasse mente i første omgang at vi jo så kunne holde kirkebryllup engang senere, men eftersom det kun er mig der har et forhold til kirken og et bryllup gerne skulle betyde noget for os begge to virkede den plan lidt dum i mit hoved og derfor fandt vi ret hurtigt ud af at vi kun skulle giftes en gang og at derfor skulle den ene gang gøres rigtigt.

Rigtig viste sig at være at vi gerne ville vies af Hans Jacob. Han har døbt Sebastian, bisat Tobias og generelt været en kæmpe opbakning i tiden efter Tobias død, og på alle måder ville det bare være meget bedre at blive viet af en person vi kender og godt kan lide, frem for månedens udvalgte på rådhuset. Det betød til gengæld at vi skulle i kirke og med til et kirkebryllup hører ligesom også nogle gæster – og noget god mad – og en slags fest! Vores job med planlægningen kom så til at bestå i at finde ud af at holde bryllup på vores egen måde, for det eneste vi vidste med sikkerhed var at ingen af os gad et traditionelt “Sid ned og spis” bryllup. Det skulle være sjovt at blive gift, og det skulle være tilpas uformelt til at både vi og de der gæster kunne hygge sig.

Forud for selve vielsen mødtes vi med Hans Jacob og gennemgik vielsesritualet og snakkede om hvad det var vi gerne ville, og det blev også ham der lige fik løst vores overvejelser omkring hvordan vi skulle ankomme til kirken. Almindeligvis ville min far jo skulle følge mig, og uden far ville jeg have valgt at følges med Tobias – og uden Tobias begyndte det bare at føles sært og desperat at blive ved med at bevæge sig ned ad listen. I sidste ende kunne jeg godt mærke at enten skulle jeg gå alene, eller også skulle jeg følges med Lasse, og lige netop det med at følges med Lasse syntes Hans Jacob var den bedste og mest rigtige løsning.

Som han nok så pænt forklarede os – og også fik flettet ind i sin tale på selve dagen, så handlede vores bryllup jo ikke om at vi skulle have hinanden og begynde et liv sammen. Vi har levet i et ægteskab med medgang og modgang i flere år efterhånden så vores bryllup handlede mere om at gøre det officielt at vi gerne vil være sammen altid.- Og så passede det at følges ad ind i kirken samtidig rigtigt godt sammen med at vi gerne vil gøre tingene på vores egen måde.

I det hele taget var vielsen rigtig fin, men nøj hvor gik det dog hurtigt alt sammen. Talen fra Hans Jacob var helt rigtig, Anne sang for os i kirken, vi fik sagt Ja alle de rigtige steder og alle børnene opførte sig eksemplarisk, så på alle måder blev det lige nøjagtigt så hyggeligt og personligt som vi havde ønsket os. Og lige pludseligt var det hele overstået og vi kunne slappe af og nå at hilse på folk.

Fordi det jo var vinterbryllup havde jeg fået købt verdens mest vidunderlige frakke, og dum som jeg er har jeg næsten ikke fået taget nogen billeder af den. – Og til trods for at det var et vinterbryllup valgte jeg at lade være med at have sko på og i stedet tøffe rundt i gymnastiksko hele dagen. Sidstnævnte viste sig at være det bedste valg i hele verden, for til trods for at jeg var i 8. måned holdt jeg ud hele dagen uden at få ondt i fødderne, og det var aldrig lykkedes i et par høje hæle!

Efter vielsen havde vi booket selskabslokaler ovre på Hotel Phønix og arrangeret frokost og eftermiddagskaffe. Vi havde på forhånd antaget at jeg ville være voldsomt gravid og træt og smadret og derfor havde vi ikke lyst til den store vilde aftenfest. Samtidig ville vi gerne have et bryllup hvor børnene kunne være med, og så var eftermiddagen ligesom mest oplagt. Det viste sig så også at være et super godt valg, for maden var vidunderlig, lokalerne super flotte og personalet var hamrende dygtige til at fortælle os hvad vi skulle gøre hvornår.

Vi fik på artigste vis stillet op til semiofficielle bryllupsbilleder, folk fik drukket velkomstdrinks, og Marianne og Henriette fortsatte tjansen med at holde styr på mig og kjolen. Mens vi var i kirke havde slæbet været foldet ud, men ovre på hotellet var det bare nemmere at lege med biler og være i sodavandsbiograf hvis slæbet var gemt af vejen – så det blev det…

Blandt de ting jeg havde nået at insistere på da vi planlagde brylluppet, var at vi skulle have kage. Faktisk havde jeg en overgang en drøm om at der ikke skulle serveres andet end kage om eftermiddagen. Der skulle ganske enkelt bare være kager i alle mulige forskellige farver og former og størrelser og så skulle folk kunne spise til de revnede. – Lidt ligesom i Harry Potter filmene. I stedet endte vi med den meget lækre frokost, og om eftermiddagen blev der så serveret bryllupskage, som dog ikke var stablet i et et fjollet stativ, men som smagte helt utroligt godt.

Til trods for vores antibryllupsplanlægning hjalp vi hinanden med at skære kagen for hvorefter vi på smukkeste vis fodrede hinanden – og der er bare intet kønt at sige om billeder af folk der spiser. Jeg kan med andre ord afsløre at der er en rigtig god grund til at jeg lige i det her tilfælde har valgt et billede hvor man hverken kan se min mund ret meget – eller det grådige blik i mine øjne!

Med i vores planlægning af anti-brylluppet var også overvejelser omkring taler og sange. Jeg har lidt for ofte oplevet fester hvor folk har holdt tale eller skrevet en sang, fordi de følte at det hørte sig til mere end fordi de havde lyst til at bidrage med et eller andet – og jeg hader det. Jeg synes det er pinligt og krampagtigt at skulle sidde og se en eller anden stakkel hakke og stamme sig igennem en tale som vedkommende virkeligt ikke har lyst til at holde – og derfor overvejede vi ret kraftigt at frabede os enhver form for festlige indslag af den type.

Vi endte med ikke at skrive noget direkte i invitationerne og i stedet bare sørge for at fortælle folk hvordan vi havde det, og det endte med at blive den aller mest fantastiske løsning i verden. Det resulterede nemlig i nogle enkelte men helt fantastiske indslag i løbet af eftermiddagen, som netop kom fra folk der havde lyst til at bidrage og ikke fra folk der følte sig tvunget ud i noget.

Kat og Thomas sang for os, Søren holdt en tale som ikke var en tale men derimod en meget lang skål, og jeg lærte at det der med taler og sange og festlige indslag godt kan være det som gør sådan en fest aller bedst i hele verden. – Så fremover er jeg nok mindre hurtig til at sige at jeg ikke bryder mig om den slags…

Prikken over i’et kom da vi blev gennet ud i den ene sal og Jesper og Thomas spillede brudevalsen for os. Vi havde ikke regnet med at skulle danse den så vi havde absolut ikke øvet noget som helst, men vi fakede os igennem den og når alt kommer til alt var det super rart at være lidt bryllupsagtige på den traditionelle måde.

Med på listen af traditionelle ting var for øvrigt også det væmmelige hamren på glas ting som jeg også på forhånd havde sagt at jeg ikke ville være med til. Jeg fornemmer lidt at det var Stine og Thomas som stod bag det og de var derfor begge meget tæt på at blive slettet fra julekort listen, de er dog taget til nåde igen takket være super gode gaver og musikalske indslag.

Efter brudevalsen fik Lasse klippet strømper og egentlig tror jeg godt at Wagner Herretøj kunne bruge efterbilledet som reklamesøjle. I hvert fald ser alle mænnerne meget glade ud selvom de har jakkesæt på.

Det med strømpeklipningen holdt ham for øvrigt ikke fra at rende ud og gøre de der hoser grønne hos pigerne selvom han var nygift og alting. Michaels kamera fanger alt, deriblandt Lasse der har et utroligt godt øje til Thilde…

…og en meget direkte kameraflirt selvom jeg sidder lige ved siden af!

Efter den meget lange og hektiske og helt fantastisk gode eftermiddag måtte Sebastian til sidst give op og bryde sammen, og dermed var det så småt tid til at lukke den del af festen. Han havde holdt flot ud hele dagen og okset rundt med fætre og kusiner og alle de andre børn, men til sidst knækkede filmen så meget at han bare hulkede og tiggede om at få Jappe på og komme hjem.

Planen var at han skulle med farmor og farfar og Kat og Jacob og fætrene hjem og sove , og jeg var måske en anelse misundelig over at det ikke var mig. I stedet skulle vi nemlig hjem i lejligheden og have nye gæster og flotte drinks og utroligt meget chokolade, før vi skulle tilbage på hotellet og sove længe.

Faktisk har jeg været gift i lidt over en uge nu. Jeg hedder noget nyt, jeg har en fin vielsesring (som jeg fra og med i dag ikke går med fordi jeg også er vildt gravid og mine fingre er begyndt at hæve) og jeg har spist bryllupskage i mange dage men nu har jeg ikke mere.

Sjovt nok har jeg til gengæld ikke været pokkers inspireret til at skrive noget om dagen herinde, men nu skal det være. Og når jeg nu har ca 1000 billeder at vælge imellem kan jeg sikkert slippe ret nemt omkring beskrivelserne af alting.

Fordi julen og nytåret var rendyrket travlehedsgalskab endte det med at være fredag den 2. der blev den store planlægningdag – eller i hvert fald den dag vi skulle finde ud af om der var noget vi manglede. Nogle ville måske mene at man bør starte lidt tidligere end dagen før når man skal planlægge et bryllup, men for os var det rigeligt med tid, særligt eftersom Thomas kom ind og agerede slavepisker og hjalp mig med alle småtingene. Heldigvis viste det sig at vi faktisk havde styr på det meste, lige med undtagelse af tøjet. Lasses jakkesæt blev renset (og hentet forsent) hos en flink renseri mand, og ca omkring midnat valfartede jeg ned på hotellet med brudekjolen for at nå at få den dampet og klar til dagen efter.

Med på hotellet var Marianne og Henriette. De og mænnerne var nemlig ankommet sent fredag aften, og det betød dels at jeg havde selskab i mine sidste øjebliks panikindfald, og dels at Marianne nåede at få taget nogle få billeder af den suite som hotellet stillede til rådighed for os i anledning af brylluppet. Da vi hørte de ville lade os få et værelse tænkte vi at det da var super, og da de omtalte det som suiten tænkte jeg “hurra – værelse med eget bad”. Ingen af os var helt forberedte på en 3 værelses suite med himmelseng og jacuzzi, men vi klager absolut ikke – og soveværelset så ca sådan her ud:

Samtidig var det for øvrigt fredag at jeg pludseligt begyndte at få rigtigt meget mave, så det var med en smule bekymring at jeg forlod kjolen – ingen kunne jo vide om jeg ville være i stand til at mase mig i den næste morgen

Klokken var måske 2.30 om natten da vi kom hjem til mænnerne – med pizza fra den lokale pusher. Efter et hurtigt måltid fik vi folk indkvarteret i forskellige senge, og så var planen jo at vi havde nogle få timer til at blive friske og veludhvilede og klar. Sådan gik det til gengæld ikke helt, dels fordi det først var da vi kom i seng at vi fik snakket om de der praktiske ting med hvordan man egentlig gør det der i kirken, hvem der går hvor og hvornår og om vi skulle holde taler og den slags, og dels fordi Basse valgte at vågne med et hyl klokken 4.30 og insistere på at han var sulten – hurra for natflasken.

Derfor kom jeg heller ikke helt op kl. 6.30 som det var planen, den var nok nærmere 7.10, men det var også rigeligt tid til at vælte ud ad døren klokken 7.15 for at hente kaffe og komme til frisør. Igen med Marianne og Henriette som trofaste følgesvende og kameranisser.

Det var ikke meget rødmende brud der var at se i mig klokken 7.30, men Marianne insisterede alligevel på at tage væmmelige førbilleder…

7-11 havde fået lov at levere dagens første kop kaffe, og den klyngede jeg mig så til alt imens Lone fik mig puttet i en hvid kittel og gik igang med det der skulle vise sig at være et 2½ timers hår og make up projekt.

En af de få forestillinger jeg altid har haft om at skulle giftes, er en hel dag hvor jeg bare skulle drikke champagne fra jeg stod op om morgenen til jeg væltede i seng om aftenen. Måske afbrudt at en enkelt kop kaffe ind imellem, men absolut champagne i spandevis. Nu er det bare sådan at jeg er ret gravid, og når jeg er gravid er jeg ret hysterisk medalkohol og derfor stod den ikke på champagne til mig på bryllupsdagen – ikke engang et lille sip. Og så var det jo heldigt at Marianne og Henriette kunne træde i mit sted og starte drikkeriet omkring klokken 8…

Timerne gik, Lone var dygtig og Marianne og Henriette imponerede mig vildt ved at holde ud sammen med mig. Faktisk havde jeg lidt ondt af dem undervejs, for der er altså ikke ret meget sjov i at sidde hos en frisør og kigge i så mange timer, og slet ikke når man ved at kæresterne slet ikke er begyndt at overveje at stå op endnu.

Faktisk er jeg ikke sikker på jeg selv helt havde orket det, og de havde ikke hørt et ondt ord hvis de havde valgt at gå en tur undervejs…

Vi blev til sidst færdige med både hår og slør og make up, og som prikken over i’et var det begyndt at regne, så jeg forlod frisøren med en yderst kæk plastikhue som ikke gjorde ret meget forskel på noget som helst.

Tilbage på hotellet fik pigerne mast mig ned i kjolen. Babyen i maven havde artet sig og trukket sig pænt tilbage igen, og kjolen kunne snørres nøjagtigt lige så meget som sidst den blev prøvet på. Og jeg kunne fryde mig lidt over at jeg faktisk slet ikke så gravid ud når bare man så mig forfra – hvis altså man ignorerer de abnormt store bryster jeg er endt med.

Og så var vi alle sammen fine og flotte og manglede kun de der mænd der skulle komme og hente os.