Lige for tiden tumler jeg med de store overvejelser omkring barnedåb eller ej. Jeg har nemlig altid ment at mine børn skal døbes, men Lasse er ikke medlem af folkekirken og kristendommen betyder ikke noget for ham, og på langt sigt kan det godt give lidt konflikter.

For mig er det selve dåbsritualet der betyder noget, så står det til mig bliver der ikke holdt nogen dåbsfest for Snøvsen. Der er simpelthen få ting her i verden jeg afskyr mere end kedelige suppe-steg-is fester med fjollet lyseblåt bordpynt, og jeg vil faktisk hellere smittes med skoldkopper end selv være vært for sådan et arrangement.
Derfor er ønskesituationen i min verden at man tage i kirke og får barnet døbt, og ikke inviterer andre end fadderne og evt. deres nærmeste familier med. Efter den kirkelige handling er overstået kan man så finde en cafe eller noget hvor man kan få lidt frokost og så ikke mere. Ingen gaver og ingen klam bordpynt.

Med i alle de her fine overvejelser bliver der selvfølgeligt skelet til hvordan andre gør den slags, og det er nok især der jeg oplevet at der er så meget jeg ikke forstår. Når jeg læser med på diverse debatforaer drejer det sig nemlig mere om hvad man skal ønske sig til barnedåb end om dåben selv. Og vil man ikke holde dåb holder man bare navnefest, for gaver vil man i hvert fald ikke gå glip af.

På mig virker den slags bare som et grådighedstrip. Barnedåb kan jeg godt forstå for der fejrer man jo at barnet bliver en del af den kristne menighed. Men hvad pokker skal en navnefest til for hvis ikke det er fordi forældrene vil rage gaver til sig? Barnet får jo et navn uanset om man holder en fest eller ej, det sørger staten for hvis man ikke selv er hurtig nok, så navnet i sig selv er for mig at se ikke rigtig grund nok til at ønske sig en bunke røv-dyre babyting. Særligt ikke når de fleste kun få måneder for inden har modtaget en bunke røv-dyre barselsgaver.

Lidt det samme syn har jeg på nonfirmationer som med årene er blevet meget populære. Det koncept har Lasse dog fået forklaret mig så jeg kan forstå det en smule, men jeg undres alligevel.
Det er for mig at se fint nok at man ikke tvinger 13-14 årige børn ind i kristendommen ved at bestikke dem med en masse dyre gaver. Så hellere sige at festen kan man få uanset om man konfirmeres eller ej, og så kan konfirmanderne nemmere vælge om de vil have den kirkelige handling med også. –Det er jo nok de færresten 13-14 årige der fravælger at få en hel masse dyre gaver og noget lækkert nyt tøj når alle kammeraterne skal have det. Selvfølgelig er det stadig en type af grådighed, men i det mindste grådighed som man kan forstå.

Men spædbørn er jo fuldstændig ligeglade med gaverne. De klarer nok at gylpe og skrige uden at have fået en masse fjollede sølvting i navnegave. Ergo må navnefester være et udtryk for forældrenes grådighed. For hvad pokker er det ellers?