rulururu

post Nu skal Mr Darcy bo hos mig.

April 30th, 2006

Filed under: Livet på Slottet — admin @ 12:51 pm

Tidligt i morges (eller i hvert fald før kl 10) blev jeg bedt om at cykle i Kvickly og hente 2 Quintin Tarantino DVD bokse som var på udsalg. Da jeg nåede frem var der ikke flere tilbage, til gengæld kunne man købe en fin DVD med alle afsnit af Pride and Prejudice.

Vel at mærke den rigtige serie med den ægte MR Darcy, istedet for alt det nymodens pjat der lige er kommet frem. Der er ingen som kan komme gående op af en sø, iført gennemblødt tøj, og stadig være rålækker på samme måde som Colin Firth!
Det fabelagtigt tilbud kunne jeg jo ikke modstå, så nu skal Mr Darcy være hos mig altid og så er alting godt :-)

post Nu er her rart

April 28th, 2006

Filed under: Livet på Slottet — admin @ 8:52 pm

I går og i dag er blevet brugt på rengøring i mit lille hjem.

Lasse og jeg har først tømt stuen for møbler og skrubbet gulve og vasket lister, og bagefter blev det soveværelsets tur. Ting er smidt ud, papirer er sat i ringbind, møbler er flyttet rundt, og nu er her bare rigtig rart.

Og måske hvis jeg er rigtig dygtig, lykkedes det mig også at holde det denne gang. Om ikke andet kan det være at Lasse er en tilpas god indflydelse på mig når han flytter ind sådan for alvor til at jeg pludseligt rydder op helt af mig selv hver dag.

Uanset hvad, så er det lidt hyggeligt sådan at bygge rede sammen. Lidt farligt, men også lidt hyggeligt :)

post Og nu vi er ved gode dage…

April 27th, 2006

Filed under: Livet på Slottet — admin @ 8:08 pm

Så var i går faktisk heller ikke tosset.

I går var nemlig den dag hvor den søde svigermor kom forbi med en kæmpe stor kiste som skal bo hos mig nu.

Den er stor og rummelig og nu skal alle mine ekstradyner, billederne fra mine forældre, og alt muligt andet som skal opbevares ordentligt bo rigtigt fint. Kisten har kun været her et døgn, men jeg tror allerede jeg elsker den lidt :-)

Den fineste Kiste

post I dag er den gode dag!

April 27th, 2006

Filed under: Livet på Slottet — admin @ 5:41 pm

Mens barnet var i børnehave, var det i dag at mig og den søde kæreste tømte hele min stue for møbler og vaskede gulvet og gjorde rent over det hele.

Vi slæbte ting i kælderen, og snakkede om de ting der skal rykkes rundt når han snart skal bo her, og efter han tog på arbejde skrubbede jeg køkkenet og gangen og toilettet, så nu er her fint og rent over det hele

Og solen skinner og jeg har spist is og sladret med Marianne og Homsen som jeg savner og i aften skal jeg putte ting i den store fine kiste :-)

post I dag var jeg dygtig

April 26th, 2006

Filed under: Universitetet — admin @ 10:07 pm

I dag var dagen hvor det væmmelige lorteprojekt om kommunikation skulle forsvares til eksamen.

Jeg har ellers ihærdigt forsøgt at fortrænge projektet, projektperioden og alt hvad der ellers har haft med lige netop denne arbejdsprocess at gøre, og tanken om en lille rituel afbrænding af bæstet har strejfet mig mere end en gang. I dag viste det sig så at det var ret heldigt at jeg ikke har haft gang i tændstikkerne herhjemme, for det ville godt nok være trist at skulle gå til eksamen med et fyldt askebæger under armen.

Som udgangspunkt regnede jeg med at projektet i sig selv lå lige på dumpegrænsen. Jeg gik derfor til eksamen med en ide om at jeg skulle levere et bragende godt oplæg, for dermed at sikre mig et 7 tal.

Jeg leverede et fabelagtigt oplæg, jeg snakkede mig ud af ting som jeg plejer, og jeg bemærkede til min store fornøjelse hvordan censor nikkede glad da jeg sagde ord som Marxisme, Kritisk Realisme og Metateoretisk fundament. Selve eksamen varede kun en lille time, til trods for at den var sat til at vare en time og tyve minutter, og bagefter stod jeg så sammen med resten af min gruppe og undrede mig over at hverken vejleder eller censor havde stillet et eneste svært spørgsmål undervejs.

Det viste sig at de ikke havde fundet det nødvendigt, projektet i sig selv lå på et 8 tal, og fordi vi alle sammen var så dygtige til at snakke derinde fik Malene og Linda 9 mens Susanne og jeg fik 10.

Jeg skal absolut til at producere mange flere kedelige mainstream projekter fremover, for det er tydeligvis den slags de gerne vil se ude på det fjollede institut 12 på AAU.

post Jeg hader rygere

April 23rd, 2006

Filed under: Råddent Had — admin @ 7:59 pm

Lasse skulle spille med Kato til Way up North i Aalborg i fredags, og som den gode groupie jeg nu engang er stod jeg naturligvis på 1. række mens det stod på. Jeg var hjemme omkring midnat, og allerede da jeg kom ud fra Studenterhuset i Aalborg kunne jeg mærke at mine lunger var direkte ømme af alt røgen.

Lørdag aften skulle en af vores nye barnepiger så bruge et par timer sammen med Tobias, og det betød at Lasse og jeg drog til Way up North sammen. Musikken var fabelagtigt – selvom jeg aldrig lærer at forstå dødsmetal hvor larmen består af en mand som brøler ned i en microfon mens en masse musikere står og ser ud som om det gør direkte ondt på dem at spille på deres instrumenter.

Og i dag vågnede jeg så op med et indædt had til rygere. Mine lunger hvæser når jeg trækker vejret, og jeg har hele tiden følelsen af at have feber, selvom jheg ikke har det.

post Youghurt med chokolade

April 20th, 2006

Filed under: Råddent Had — admin @ 7:09 pm

Er nøjagtigt lige så ulækkert som det lyder.

Barnet og jeg er just kommet hjem fra en frisk tur i Fakta, og sammen med små youghurt bægre til børnehavemadpakken købte jeg en Danio Stracciatella. Jeg kan jo godt lide Stracciatella is, og tanken om en lille luftig dessert i stil med Tiramisu var ikke videre afskrækkende.

Men Danio youghurt med små chokoladestykker er fandme vammelt.

ruldrurd
© Burri.dk , Web Design by Laurentiu Piron
Entries (RSS) and Comments (RSS)