Det må vist siges at være uges største begivenhed i det lille hjem.

Torsdag shoppede barnet og jeg skoletøj, den store dag nærmer sig nemlig, og vi var efterhånden nede på 3 t-shirts og 2 par shorts som stadig passede ham. Derfor blev han hentet tidligt i børnehaven og så shoppede vi ellers bunker af tøj som moren kunne lide, og til sidst en fin engelsk landsholdstrøje med nummer 7 og navnet Beckham på ryggen – som barnet kunne lide.

Om aftenen var barnet så nede i gården for at blæse sæbebobler. Iført fin ny fodboldtrøje og sommerbukser. Jeg blev i lejligheden og muntrede mig med lidt arbejde, da jeg pludseligt kørte det vilde skrig. Nede i gården stod barnet og græd og var smurt helt ind i blod på den nye trøje. Han havde lånt en cykel og var kørt en tur uden cykelhjelm og det var dumt.
Ligesom alle andre voksne i miles omkreds styrtede jeg ned i gården, og fik lokaliseret det væmmelige hul i barnets pande, og så måtte vi på skadestuen en tur.

Derude kom vi hurtigt til, barnet blev bedøvet, og senere syet og jeg græd næsten ikke da jeg var nødt til at holde ham fast for at lægen kunne sy ham sammen. Sygeplejersken roste mig og sagde at jeg var en dygtig mor, og barnet fik lov at få 4 små dinosaurer med hjem.

Nu render jeg så rundt og vasker det og skifter plastre og sørger for at det ikke bliver betændt, og fordi barnet har en mindre hjernerystelse sover han på alle mulige sære tidspunkter og så er det smadder nemt at klare den slags.

Der er gået en fabelagtig sygeplejerske tabt i mig

Det har jeg været siden jeg sidst postede noget herinde.

Først var Lasse og jeg til Roskilde Festival, og jeg var næsten god til det. Jeg var kun pyller 3 gange, og alle gangene kyssede Lasse mig på kinden og sagde at jeg var dygtig og at jeg nok skulle klare det, og så blev alt godt.

Mens vi var på Roskilde rendte jeg pludseligt på Pia og Melissa som jeg læste HF med og det var godt nok en sær oplevelse. Jeg ved ikke om det var festivallen der påvirkede dem sært, men de opførte sig nøjagtigt som dengang vi læste sammen og var simpelthen en smule for overgearede til at jeg kunne være med, så det var ikke ligefrem tårevædet da de lallede videre ned ad brandvejen. Trist er det at man sådan kan vokse fra hinanden for jeg har faktisk savnet dem meget, det virkede bare ikke som om vi havde noget til fælles længere.

Efter Roskilde har min tid været optaget med arbejde. Jeg er nemlig blevet hende der oversætter ting fra Engelsk til Dansk, og det tager voldsomt lang tid at gøre den slags. Men det er hyggeligt og jeg tjener nok på det til at Lasse og barnet og jeg kan tage på England den sidste weekend i August. det glæder jeg mig voldsomt meget til, særligt efter jeg snakkede med fasteren i telefonen den anden aften.

Jeg har måske verdens sejeste faster, og jeg vil rigtig gerne være ligesom hende når jeg bliver voksen. Hun er nemlig sådan en som gør alle de ting hun har lyst til. For nogle år siden fik hun lyst til at lære et nyt sprog, og fordi det skulle være noget som ikke alle andre lærte begyndte hun at gå til tegnsprog. Nu dyrker hun tomater og lærer kinesisk og så arbejder hun som akkupunktør.

Ud over at besøge bedstefaderen og fasteren skal vi se fodbold og se en hel masse af Southampton, og så skal jeg nok også shoppe en hel masse tøj.