Så hurtigt man bliver en af de “faste” mødre på børneafdelingen. De første par dage deroppe, før Tobias blev opereret følte jeg mig meget som en gæst og talte ikke med de andre forældre. Jeg hørte jo ikke til deroppe, jeg var bare oppe fordi Tobias skulle have målt blodtryk.

Nu er det istedet mig som hyggesludrer med de andre, henter kaffe til de nye forældre og fortæller dem hvor dygtige lægerne er deroppe, for nu hører jeg også til deroppe og det kommer jeg til at gøre længe fremover.

Operationen gik rigtig godt. Hele svulsten blev fjernet og bortset fra at Tobias mistede en literblod undervejs og derfor skulle have blod på operationsstuen var der ingen komplikationer. Bagefter var vi idnlagt på intensiv i 12 timer og så blev vi overført til børneafdelingen hvor han kom sig hurtigere end nogen af os havde ventet. Allerede 2 dage efter operationen var han ude af sengen, og 5 dage efter operationen var han med os hjemme og sove en nat.

Men svulsten var ondartet, barnet har kræft og det næste år skal vi bruge på strålebehandling og kemoterapi. Man kan slet ikke mærke på ham at der er noget. Han er fin og frisk og leger som han plejer, og forhåbenligt bliver det hele ved med at gå lige så godt det næste år. Jeg er nemlig ikke helt sikker på at jeg kan finde ud af at være moren til det syge barn.

Set i lyset af hvor meget tid jeg har brugt på sygehuset burde jeg vide bedre end at begynde at stille spørgsmål til en tilfældig læge som tilfældigvis er bagvagt denne weekend og som derfor har brugt 5 minutter på at bladre igennem Tobias journal før han kom ind for at kigge til os.

Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at stille et par af de ca 5.000.000 spørgsmål som jeg endnu ikke har fået svar på, og det skulle jeg absolut ikke have gjort. Lægen nåede nemlig undervejs at ytre sætningen “vi ved jo ikke om det er cancer før vi får undersøgt tumoren efter operationen – men det er det nu nok, det er den slags oftest” og så gik jeg helt i spåner.

Lige pludseligt var jeg sikker på at overlægen bare har ladet være med at sige for meget til mig fordi de har noteret min og mine forældres sygehistorie i journalen, og derfor vil undgå at gøre mig hysterisk når der stadig er næsten en uge til operationen.

Tænker jeg sådan lidt rationelt over det hele ved jeg godt at overlægen som ellers har taget sig af os ikke ville drømme om at sige noget somhelst positivt til os hvis han mistænker at den kan være ondartet, og han ville heller ikke fortælle at neurokirugen også gætter på en godartet knude. De ville ikke vente en hel uge med at operere hvis de troede den var ondartet, og de ville ikke lade os tage hjem fra sygehuset hver dag hvis der var nogen grund til bekymring.

Alligevel er jeg et kæmpe rod og der er alt for mange dage til torsdag

Symptomerne på det vi troede var en hjernerystelse hos Tobias blev ikke mindre, tvært imod, så tirsdag sendte lægen os på sygehuset, og der indlagde ham så han kunne blive CT-scannet dagen efter. Mistanken gik på at han ved styrtet fra cyklen havde fået en lille blodsamling i hovedet som trykkede på hjernen, og at det var den der gav ham hovedpine og kvalme.

Hele dagen onsdag gik med at vente på at vi blev kaldt ned til scanningen, og kl. 12.50 blev det endeligt vores tur. Det tog kun 5 minutter så var det overstået og så skulle lægen lige kigge billederne. En halv time senere gik alting pludseligt meget hurtigt. Der var ingen blødning, til gengæld havde de fundet en tumor på størrelse med en valnød i barnets lillehjerne og de var nødt til at lave en MR scanning for at se nærmere på den.

Der blev lagt drop i hånden på Tobias under vilde protester. Første forsøg var kun lidt væmmeligt men det virkede ikke og han var absolut ikke meget for at skulle stikkes igen i den anden hånd. Så fik han et par beroligende piller, og lidt efter var det tid til den næste scanning. Han faldt i søvn før han blev kørt derind så det var nemt at scanne ham. Han opdagede slet ikke hvad der foregik.

Resten af dagen gik med ventetid, snak med læger og sygeplejersker, og ingen af dem kunne sige noget som helst. Alle var bare klar over at det var alvorligt og at det kunne være kræft. Lige netop den diagnose hylede mig ret meget ud af den for jeg er ikke sikker på at jeg lige kan overskue at se endnu et medlem af min familie gennemgå en kræftbehandling, og da slet ikke Tobias. Derfor var det nok egentlig meget heldigt at de beroligende piller slog ham sådan ud, for så slap han for at se mig være helt opløst hver gang en hvid kittel talte til mig.

Hen under aften blev vi sammen med lægen enige om at vi skulle flyttes op på en børneafdeling der netop har med kræftsygebørn at gøre fordi det er der vi skal behandles hvis tumoren viser sig at være ondartet. Tobias sov stadig, og omkring midnat begyndte vi så at indrette os i vores nye ”hjem” på sygehuset. Fordi afdelingen er forbeholdt meget syge børn som ofte er langtidsindlagt, har alle patienter enestue med TV og Playstation, og fordi der var stille og roligt fik både Lasse og jeg lov til at blive der natten over.

Det blev ikke til mere end 3 timers søvn, for kl. 5.30 vågnede Tobias, bad om noget saftevand, skældte ud over at han stadig havde droppet i hånden, og annoncerede at han ville ned og lege. Og set i lyset af at han på det tidspunkt havde sovet i 16 timer opgav vi at få ham til at sove to timer mere.

Han fandt lyn hurtigt ud af at afdelingen er smadder sjov at være på – især når man som han er rask nok til at lege med det hele og benytte sig af at hver gang man hiver i en snor kommer der en sygeplejerske med en kold cola.

Under stuegangen havde vi en rigtig god snak med overlægen. Indtil videre er der flere ting der tyder på at svulsten er godartet, de kan bare ikke garantere noget som helst før den er ude og de kan undersøge den. Desuden sidder den så den er relativt nem at gå til, og der er derfor rigtigt gode chancer for at de kan fjerne den helt. Og operationen er blevet fastsat til torsdag hvor vi kan få en specialist inden for børne-neurokirugi til at operere ham.

Så nu skal vi bare vente. Vi har fået lov at tage ham med hjem fordi vi bor så tæt på sygehuset at vi kan komme ind til stuegang hver dag, og være der i løbet af 5 minutter hvis der sker noget. Men æv hvor er det svært at være positiv omkring ting, jeg forstår simpelthen ikke hvordan mine forældre klarede at komme igennem det dengang jeg var syg. Vi har kun været igang i 3 dage og jeg ville være gået i spåner 500 gange allerede hvis ikke jeg havde Lasse.

I dag startede barnet i DUS (Det hedder skolefritidsordningen heroppe). Han har glædet sig vildt til at skulle igang, og jeg har glædet mig sammen med ham, men da det kom til stykket var det ham der morede sig og mig der snøftede og hulkede over at min lille dreng er blevet stor. – Altså først efter jeg nåede hjem.

Fordi det jo er mægtig synd for mig har den søde kæreste og jeg været ved dyrehandlen i dag. Nu hvor jeg ikke har en baby mere har jeg nemlig fået lov at få et kæledyr istedet, og det er endt med at vi skal have fisk. Akvariet købte vi i dag, og Tobias og jeg har indrettet det, og nu skal det lige stå tomt en uge så vandet kan blive klar til fiskene.

I min verden er det med at have fisk lidt ligesom at være gravid. Man kan ikke ae dem, men man kan snakke med dem og spille musik for dem, ligesom man kan med babyer inde i maven. Det skal nok blive sjovt det her