For flere dage siden købte jeg en enorm rulle Prince chokoladekiks så jeg vidste at jeg havde noget særligt godt til onde tider. I dag Mauder jeg, og når man Mauder er man nødt til at få chokoladekiks og derfor var jeg i køkkenet og grave den store rulle frem.

Alt var næsten godt igen, lige indtil jeg opdagede at det er de FALSKE kiks de har solgt mig. Røvhullerne har puttet 50/50 chokolade og vaniliecreme mellem kiksene og hvad kan man lige bruge det til når det er chokolade mantrænger?

Som midlertidig løsning har Lasse ædt det halve af alle mine kiks, men det er næppe en løsning der holder i længden desværre.

Må tusinde eder ramme Princefabrikkens toiletter. Må de fryse deres baller og må deres gløgg smage af rævepis!

Jeg fik jo en Flickr i går aftes alligevel, så det kan godt være at stedet her alligevel forskånes for 365 billeder af mig der sidder i sofaen med morgenhår og render under øjnene.

Det overskudsagtige er også forsvundet igen, istedet er jeg sådan lidt en TudeLis når folk ikke klapper mig på kinden og siger jeg er dygtig.

I morgen bliver den lange og stressede dag. Jeg skal nå at shoppe så alt er klar til nattens hurlumhej, barnet skal på sygehuset og gøres klar til den første runde kemo, hulen skal gøres helt vildt meget ren, og så skal jeg for øvrigt også lige skrive et eksamensprojekt snart.

Heldigvis skal jeg kun sove 2 gange mere før det er 1. december og alt bliver godt og idyllisk i min verden. Og så kan jeg med garanti godt ondulere sådan et lille projekt. Hvor lang tid kan det i virkeligheden tage at skrive 30 sider.

Den nye modedille blandt de fotografiglade galninge er et Flickr projekt der hedder 365days. I sin enkelthed tager man et nyt billede af sig selv hver dag og poster det på sin Flickr. Jeg vil også være med, men har ikke lige taget mig sammen til at oprette en Flickr account, så nu opfinder jeg min egen 365dage leg lige her i min blog! Og i dag er dag 1

Bare mig!

Lige pludseligt er jeg blevet kæmpe overskudsagtig igen og det føles faktisk mægtig rart.

Jeg nåede for en gangs skyld at spise morgenmad i dag. Jeg var super effektiv ude på arbejde og jeg faldt ikke i søvn over tasteturet midt på eftermiddagen, og da jeg kom hjem fortalte barnepigen at hun og Tobias har haft en fabelagtig dag og været på tur hele 2 gange.

Nu har jeg spist pasta og drukket julete og sludret med den mutte københavnerpige og snart skal jeg spise is og se Gilmore Girls og måske læse lidt projektting.

Men man bliver mægtig glad af at have så god end dag som jeg har i dag, og på fredag bliver endnu bedre for der skal jeg jule og lege med de godeste venner

Nu fås jeg også som puslespil

http://two.flash-gear.com/npuz/puz.php?c=v&id=1311418&k=51985631

Tobias har ramt sit første hul i forbindelse med behandlingen.

I løbet af de sidste to uger har eftervirkningen af strålebehandlingerne ramt ham som en forhammer. Han har tidligere været en rigtig aktiv dreng på alle områder, men nu sover han ca. 16 timer i døgnet, og når han endelig er vågen er han for træt til at spise.

I mandags valgte lægerne at starte ham op på steroider i håb om at det vil gøre ham mere frisk og øge hans appetit så han selv kan komme ovenpå igen. Tobias spiste nogle tilsvarende piller da han skulle opereres og tog adskillige kg på og havde det super godt, men denne gang er det ikke gået helt så godt. Han kan ikke sluge pillerne, så i stedet for at øge hans appetit er han endt med at kaste op hele dagen i går og slet ikke have appetit i dag.

I dag er lægerne derfor efter megen diskussion med mig gået med til at give ham et skud steroider og noget kvalmestillende intravenøst i CVK’et i håb om at kroppen vil reagere bedre på det. Indtil videre har det gjort ham mere frisk, men appetitten er stadig helt væk.

Retter det sig ikke op er den sidste mulighed at smide en sonde i ham som skal blive siddende indtil behandlingen er slut om et år, og det er jeg ikke helt begejstret for. I min verden er det et meget drastisk skridt at tage hvis man ser det i lyset af at hans manglende appetit skyldes strålebehandlingen. Jeg ser hellere at de behandler hans symptomer som de er i gang med nu end at de accepterer at han vil være syg de næste 3 mdr. og bare blive holdt oppe af sonde-maden.

Samtidig kan jeg godt følge lægernes logik. For dem er det hele lidt mere firkantet. De skal sætte ham i gang med kemoterapi, og ved at smide en sonde i ham er de sikre på at han får den ernæring han har brug for. Det er med andre ord en langt mere sikker løsning end at lade medicinen hjælpe ham til selv at genvinde appetitten og dermed indtage føde naturligt.

Men for helvede hvor er det svært at beslutte om de skal have lov at smide sonden i med det samme eller ej. Jeg vil helst vente til der ikke er andre muligheder, og samtidig vil jeg ikke risikere at han bliver så svag at han ikke kan holde til kemobehandlingen. Og midt i det hele virker det ret håbløst at skulle skrive projekt, læse til eksamen og passe et arbejde ved siden af, for slet ikke at nævne at jeg også lige skal huske at nyde min graviditet. Måske burde jeg bare kaste håndklædet i ringen og tage orlov.

Selvom Snøvsen i min mave naturligvis fylder pænt meget i bevidstheden lige for tiden sker der faktisk også andre og langt mere spændende ting i min tilværelse.

For det første har jeg fået det mest fabelagtige studiejob i hele verden. Det startede som en simpel oversættertjens ude på KMD, men nu er jeg istedet endt som tovholder på sprogprojektet og er dermed den der er ansvarlig for kvaliteten af de engelske tekster som går ud af KMD. I bund og grund er det noget med at koordinere og have overblik over kvaliteten og ensartetheden af de oversættelser der laves i de forskellige afdelinger, og så komme med nogle kvalificerede bud på forbedringer i arbejdsmetoderne.

Barnets behandling går forrygende, i hvert fald hvis man ser bort fra at han lige for tiden sover 16 timer i døgnet. Heldigvis er hans blodprøver stadig fine så vi går ud fra at trætheden er en kombination af udmattelse oven på nogle hårde måneder, og så måske en smule vinterhi – en tendens han helt klart har arvet efter mig!

Om ikke så mange uger kommer den søde pige og den bedste Michael herover hele vejen fra København, og så er det igen blevet tid til årets julefrokost. Jeg er stadig ikke helt sikker på om det er julefrokosten jeg glæder mig mest til eller om det er aftenen før hvor vi skal spise fabelagtig culottesteg og buzze. Uanset hvad bliver det helt klart den bedste weekend i december, for et par dage senere starter den første kemorunde og derefter er det lidt svært at forudse hvordan resten af julen bliver.

Der er en baby inde i min mave. Det har jeg ikke skrevet noget om før

Lige nu hedder den Snøvsen og er ret lille, men til juni er den blevet stor og så kommer den ud håber jeg

Sådan en er Lasse.

Han sladrede nemlig om det nye fine job før jeg selv nåede det og så var det slet ikke spændende at have hemmeligheder alligevel.

Men i aften skal vi ud og føjte for barnet skal besøge faderens familie og jeg trænger til at blive luftet!

Her er stille for tiden, men det er også svært at blogge når man ikke må skrive om store fantastiske hemmeligheder fordi den slags skal siges til folk på den rigtige måde.

I morgen bliver det lidt nemmere. Der skal den søde oldemor nemlig have en forsinket fødselsdagsgave og jeg tror hun bliver glad.

Måske vil jeg også give lillesøsteren en gave. Hun ville have rigtigt godt af at læse Emma Gads bog om takt og tone. Desværre tvivler jeg på at budskabet vil trænge igennem.