Den har jeg fået i dag, men det gør faktisk ikke så meget for det ville ikke være rigtig sommer uden en lille forbrænding.

Selvom jeg burde sidde hjemme og knokle med projektet er dagen blevet brugt på Cafe Obl sammen med Line og Søren og Kristian og Skarnsungen, hvor jeg har siddet i solen og spist pasta og drukket iskaffe og nydt at solen skinnede og alt var rart. Det var fabelagtigt og meget sommeragtigt, også selvom jeg ikke kunne drikke en stor kold fadøl som jeg ellers lige havde lyst til.

I morgen skal solcremen graves frem – hvis jeg altså skal ud, og indtil da skal jeg have brygget noget mere iskaffe så jeg kan være dygtig og effektiv hele aftenen og måske også en del af natten.

Egentlig har det været den sære dag i dag. Lasse er taget til San Fransisco og er først hjemme igen om en uge, og Tobias brød ud i gråd i samme øjeblik Lasse var ude af syne. – Så væmmeligt er det nemligt at skulle nøjes med mig i 8 dage. Bedre blev det ikke af at han 5 minutter senere væltede på cyklen da vi var på vej over til sygehuset, men så blev ting heldigvis gode igen.

Doktor Jon var nemlig super tilfreds med Tobias, og meget glad for at vi endnu ikke har haft brug for steroider, og da stemningen var så god listede jeg forsigtigt feriespørgsmålet ind i samtalen. Vi vil nemlig mægtig gerne have Tobias med til England næste gang, og det kunne Jon sagtens forstå, så til trods for isolation og alt muligt andet væmmeligt fik jeg besked på at jeg roligt kunne bestille billetter og at så må vi have en rigtig god tur.

Så når Snøvsen er en måneds tid gammel flyver vi til England og slapper af og holder sommerferie med fasteren og bedstefaderen og så kan vi lige nå hjem til at holde barnedåb og til at få kemorunde 7. I hvert fald hvis Lasse er med på den fabelagtige plan jeg har udtænkt.

Her til aften var Tobias igen ramt af at savne Lasse. Faktisk så meget at han ikke ville spise 2. runde aftensmad, og han var sikker på at han ikke ville kunne spise igen før Lasse er hjemme, men der røg da en is ned en halv time senere så mon ikke han ombestemmer sig i morgen tidlig og spiser sine havregryn som han plejer.

…det er jeg for tiden. Og faktisk har jeg været det i et par dage nu, og det irriterer mig at det ikke bare går væk snart.

Det startede med skænderiet med lillesøsteren. Selvom hun sluttede af med at undskylde mange gange er jeg stadig vred. Både over de ting hun nu har undskyldt for (hvilket hun jo så ikke kan gøre mere ved) og over den liste af ting jeg stadig bare bider i mig, og over de nye ting hun fik føjet til listen under selve skænderiet. Normalt er jeg ellers ret god til at ryste den slags af mig, for jeg ved jo at sådan er det bare med hende og jeg, men denne gang er noget anderledes og det irriterer mig vildt.

Det irriterer mig ekstra meget fordi vreden efterhånden er begyndt at forplante sig til en hel masse andre ting. Jeg er vred over at mit BA projekt ikke skrider fremad som jeg gerne vil have det til. Jeg er vred over at Tobias er så usikker på sig selv for tiden og jeg ikke ved hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham. Jeg er også ret vred over at alting roder herhjemme, og jeg er vred over at hverken Lasse eller jeg har tid eller overskud til at planlægge Snøvseankomst før engang i Juni. Vi må dælme håbe at jeg ikke føder før tid for så vælter hele planen.

Det er på ret mange måder pænt heldigt for Lasse at han tager til USA i morgen og er væk i en uge. Så kan det være jeg er holdt op med at være vred når han kommer hjem igen.

Til trods for at jeg har blogget i snart 5 år nu, så er det faktisk først mit indlæg om navnefester og barnedåb der sådan for alvor har skabt røre i andedammen – eller i min e-mail indbox om man vil. Derfor kommer der her lige nogle fine forklaringer på ting og listen kan selvfølgelig udbygges efter behov.

Kedelige suppe-steg-is fester
I min verden er der sjove familiefester og der er kedelige familiefester. Jeg kommer gladeligt til begge dele for jeg synes det er enormt hyggeligt at være sammen med familien, men derfor er der bare nogle arrangementer der gør større indtryk end andre. På både gode og dårlige måder.
Da storesøsteren og svogeren holdt kombineret Bryllup/Fødselsdag/Navnefest for nogle år siden var det enormt hyggeligt, maden var fantastisk, folk var flinke og det var alt i alt en fabelagtigt god fest. Det samme var svigerindens 30 års fødselsdagsfest, og alle andre fødselsdage i den familie nu jeg tænker over det. Bedst af fester i svigerfamilien er dog nok den kombinerede 2 års fødselsdag/bryllupsfest hvor solen skinnede og alle var glade og børnene kunne lege alt det de havde lyst til.
Kedelige suppe-steg-is fester er af lidt en anden type, som vi til gengæld har haft rigtigt mange af i min familie. Min konfirmation i sin tid er et rigtigt godt eksempel på sådan en. Man giver hånd til alle mennesker, og siger ’dav’ – ikke ’goddag’ for så er man bare ude på at lave ravage, og man tilføjer ikke ligegyldige spørgsmål i stil med ’har du det godt?’ for så tager det alt for lang tid at nå rundt til alle. Man åbner gaver, siger tak, og så taler man ellers ikke ret meget sammen de næste mange timer. Stilheden brydes dog ind imellem af en eller anden sang som ingen kan melodien til og hvor teksten ingen mening giver, og når det er overstået kører man forbi MacD på vej hjem fordi man faktisk ikke blev helt mæt.
Det korte af det lange er at familiefester og kedelig suppe-steg-is fest ikke nødvendigvis er det samme.  – Og jeg er helst fri for at være vært for en fest som jeg selv keder mig til. Hvis jeg keder mig kan jeg nemlig ikke rigtigt fortænke andre i at gøre det samme.

Fjollet lyseblåt bordpynt
Bordpynt kan sagtens være fint, og det kan være med til at gøre mange fester meget festligere. Det kan dog også overdrives, eksempelvis når man kombinerer store mængder tyl med glimmer, pap, glas, billeder og alt muligt andet. Selv det hyggeligste festbord kan ende med at ligne en teenagepige med ny sminkeæske hvis ikke man passer på.
Fordi jeg er lidt en festnar er jeg selv slemt til at overdrive den slags, men jeg kan også godt selv se at det ikke altid er lige kønt.

Grådighedstrip
Når man skriver en ønskeseddel til en fest, og alle ønskerne uden undtagelse er meget meget dyre, så er man efter min mening lidt grådig. Selvom ønskesedlen bare skal ses som forslag til gaver er den nemlig stadig på en måde vejledende for hvad man gerne ser at folk køber – og dermed hvad prisramme man mener gaverne skal falde indenfor.
Det kan godt være at jeg er påvirket af mange år på SU og derfor en ret stram økonomi, men jeg bliver faktisk en smule panisk over den slags. Jeg vil jo gerne give folk det de ønsker sig, men ikke hvis det skal smadre hele mit budget.
Selvfølgelig må man gerne ønske sig dyre gaver, men jeg synes måske bedre om ønskesedler hvor man blander de dyre ønsker med nogle billigere. På den måde er det mere åbent for folk at give en gave som passer til deres formåen, uden at de skal føle sig som en nærrigrøv eller en fattigpind.

Fjollede sølvting
Måske bruger jeg ordet fjollet lidt for meget. Mange ting er fjollede i min verden.
Sølvting dækker over alle de traditionelle dåbsgaver som folk gerne køber når nogen bliver døbt og man ikke lige har nogen bedre ideer til gaver.
Tobias fik 2 sæt bestik og en sparebøsse, men hvis man kigger på ønskelisteanbefalingerne på Jubii debatten og guldsmedebutikkernes dåbsudvalg, så kan kan man føje dåbattest-holdere, dåbsplatter, billedrammer, fotoalbum, og meget mere til listen. Og alting skal selvfølgelig graveres med dåbsdato og navn og alle de andre vigtige oplysninger.
Personligt er det min overbevisning at man ikke har brug for at have 11 forskellige sølvting liggende som alle fortæller hvad dato man er blevet født eller døbt. En enkelt eller to pæne ting kan jeg forstå – ligesom vi faktisk har været rigtigt glade for Tobias’ bestik for det er blevet brugt rigtigt meget med årene. Men store bunker af fjollede sølvting er med på listen af ting jeg undres over

En stor milepæl blev nået i sidste uge. Barnet modtog nemlig kemokur nummer 4, og dermed er vi halvvejs igennem sidste del af behandlingen. Nedtællingen er igang, og til min fødselsdag er det slut med piller, slanger, sygehusophold og alt det andet som jeg er så skrækkeligt træt af efterhånden. – Medmindre noget uventet går galt her til sidst

 I store træk gik kemokuren ok. Godt nok blev Tobias meget skidt den ene aften, men allerede dagen efter var han friskere igen og vi fik lov at blive udskrevet som planlagt. Siden da har den stået på nogle voldsomt store doser kvalmestillende medicin, men det virker alt sammen og nogle dage spiser Tobias faktisk en smule. Og energimæssigt er der slet ingen ting at sætte en finger på. Han er frisk og glad og leger som han plejer og er slet ikke spor syg.  – Når altså bare han husker at spise sine piller.

Lige for tiden tumler jeg med de store overvejelser omkring barnedåb eller ej. Jeg har nemlig altid ment at mine børn skal døbes, men Lasse er ikke medlem af folkekirken og kristendommen betyder ikke noget for ham, og på langt sigt kan det godt give lidt konflikter.

For mig er det selve dåbsritualet der betyder noget, så står det til mig bliver der ikke holdt nogen dåbsfest for Snøvsen. Der er simpelthen få ting her i verden jeg afskyr mere end kedelige suppe-steg-is fester med fjollet lyseblåt bordpynt, og jeg vil faktisk hellere smittes med skoldkopper end selv være vært for sådan et arrangement.
Derfor er ønskesituationen i min verden at man tage i kirke og får barnet døbt, og ikke inviterer andre end fadderne og evt. deres nærmeste familier med. Efter den kirkelige handling er overstået kan man så finde en cafe eller noget hvor man kan få lidt frokost og så ikke mere. Ingen gaver og ingen klam bordpynt.

Med i alle de her fine overvejelser bliver der selvfølgeligt skelet til hvordan andre gør den slags, og det er nok især der jeg oplevet at der er så meget jeg ikke forstår. Når jeg læser med på diverse debatforaer drejer det sig nemlig mere om hvad man skal ønske sig til barnedåb end om dåben selv. Og vil man ikke holde dåb holder man bare navnefest, for gaver vil man i hvert fald ikke gå glip af.

På mig virker den slags bare som et grådighedstrip. Barnedåb kan jeg godt forstå for der fejrer man jo at barnet bliver en del af den kristne menighed. Men hvad pokker skal en navnefest til for hvis ikke det er fordi forældrene vil rage gaver til sig? Barnet får jo et navn uanset om man holder en fest eller ej, det sørger staten for hvis man ikke selv er hurtig nok, så navnet i sig selv er for mig at se ikke rigtig grund nok til at ønske sig en bunke røv-dyre babyting. Særligt ikke når de fleste kun få måneder for inden har modtaget en bunke røv-dyre barselsgaver.

Lidt det samme syn har jeg på nonfirmationer som med årene er blevet meget populære. Det koncept har Lasse dog fået forklaret mig så jeg kan forstå det en smule, men jeg undres alligevel.
Det er for mig at se fint nok at man ikke tvinger 13-14 årige børn ind i kristendommen ved at bestikke dem med en masse dyre gaver. Så hellere sige at festen kan man få uanset om man konfirmeres eller ej, og så kan konfirmanderne nemmere vælge om de vil have den kirkelige handling med også. –Det er jo nok de færresten 13-14 årige der fravælger at få en hel masse dyre gaver og noget lækkert nyt tøj når alle kammeraterne skal have det. Selvfølgelig er det stadig en type af grådighed, men i det mindste grådighed som man kan forstå.

Men spædbørn er jo fuldstændig ligeglade med gaverne. De klarer nok at gylpe og skrige uden at have fået en masse fjollede sølvting i navnegave. Ergo må navnefester være et udtryk for forældrenes grådighed. For hvad pokker er det ellers?