Vi havde egentlig besluttet at vi skulle af med akvariet fordi det var rigtig synd for vores fisk at de boede hos os. De er blev forsømt en masse de sidste måneder, og selvom det ‘bare’ er fisk skal de altså alligevel have rent vand og friske planter oftere end hvad vi har leveret.

Men nu har Sebastian fået øjnene op for fiskene. Der går mindst et kvarter hver dag med at sidde og kigge på dem, så nu er vi vist alligevel endt med at beholde dem lidt endnu.  Særligt når de kal have mad er der jubel at spore, men i det hele taget er en stor lysende kasse med ting der bevæger sig vist ikke den værste form for underholdning når man er 5 mdr gammel. Så nu er vandet og planterne skiftet og fiskene avler igen som skidt

Når man mister et barn på børnecancerafdelingen her i Aalborg bliver man efterfølgende inviteret til nogle samtaler bagefter så de lige kan holde øje med at man kommer videre på en eller anden måde, og så man kan få svar på spørgsmål og tanker og bekymringer og sådan. Vi var afsted til den første samtale nogle få dage efter TObias døde, og i dag var det så blevet tid til den næste opfølgning.

Første gang gik jeg derfra med en følelse af at det var afsluttet. Jeg havde fået svar på mine spørgsmål, ro i sindet og jeg vidste at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at redde Tobias. I dag var så den helt modsatte oplevelse.

Jeg vidste nok egentlig godt at jeg ikke er helt på toppen for tiden. Jeg kan ikke koncentrere mig, så studierne er sat på hold, og jeg kan ikke rigtigt stoppe med at genleve den sidste time Tobias levede. Lydene og synet af ham og følelsen af at han blev slap i mine arme bliver ved med på en eller anden måde at fylde mine tanker. Mest når jeg er alene godt nok, men også i løbet af dagen hvis jeg pludseligt ikke er beskæftiget i nogle minutter.

Under hele behandlingen har jeg været sikker på at Lasse og jeg har gjort det bedst mulige i forhold til at bevare en hverdag for Tobias, men tvivlen om hvorvidt det har svækket Tobias unødigt at jeg nægtede at lade dem give ham en sonde allerede for et år siden fylder en hel masse. Overlægen sagde i dag at sonden ikke ville have gjort nogen forskel, men hvad pokker skulle han ellers sige – ‘ja Sandra, det er ærgeligt men du ville jo ikke høre efter hvad der blev sagt til dig og derfor er din søn død’.

Jeg endte med at være hende der græd under hele mødet og hele vejen hjem, og om et par dage kontakter sygehusets psykolog mig så jeg kan få lidt hjælp til at komme igang igen. Men for første gang siden den 5. september har jeg rigtigt meget lyst til at gå i seng og aldrig mere stå op igen.

Der er en million ting i Tobias liv jeg ville ønske at jeg havde gjort anderledes. Jeg skulle ikke være flyttet til København på en så uovervejet måde. Jeg skulle have haft bedre styr på mine prioriteter og mit forhold til Brian burde være stoppet flere år tidligere så det ikke på nogen måde fik lov at påvirke Tobias. Det er væmmeligt at sidde og vide at jeg har svigtet, og samtidig være klar over at jeg ikke længere har muligheden for at rette op på det.

Sebastian er efterhånden blevet ret hård til at grine.  Faktisk så meget at han griner hver gang man kigger på ham.

Nu mangler han egentlig bare at blive glad for grød og mos og den slags for lige på den front står det lidt sløvt til, og når nu han ikke bliver ammet gad jeg egentlig godt kunne fodre ham af med økologiske grønsager og den slags frem for en masse pulvermælk.

Jeg har ønsket mig den i evigheder, og i går blev den endelig min

Det er mig en gåde hvordan jeg har kunne leve uden en Senseo kaffemaskine så længe, men nu står den fin og flot ude på køkkenbordet og jeg har allerede nydt dagens første 2 kopper kaffe. Det er utroligt så afslappet morgenen kan være når man kan stå ud af sengen, trykke på en knap, skifte babyens ble og så sidde og se morgentv mens man drikker lækker lækker frisklavet kaffe.

Om jeg fatter at jeg nogensinde har kunne slå mig til tåls med instant coffee