Juletræet blev pillet ned i dag. Ikke fordi julen helt er slut, men fordi det er planen at vi skal have gæster i morgen aften og det er ligesom bare nemmere at være mange mennesker i lejligheden når et kæmpe juletræ ikke fylder hele stuen.

Julen har været hektisk i år. Ikke så væmmelig som ventet, men heller ikke rigtigt god. Det er sært at mangle Tobias, men samtidig fantastisk at følge Sebastian og ligesom opleve at livet trods alt går videre selvom det gør pokkers ondt.

Ligesom sidste år fejrede vi juleaften i Flauenskjold sammen med Lasses familie. Egentlig skulle vi have været nede ved Sarah og Thomas, men jeg magtede ikke rigtigt at skulle sidde og se Janus og Sif og de andre åbne deres gaver i år, og med tanke på hvordan jeg har haft det i julen kan jeg godt mærke at vi valgte rigtigt ved at blive hos Lasses familie. Ligesom med alt andet har det nemlig været de små ting der har været hårde i julen, Disneys juleshow i tv, den manglende pakkekalender herhjemme, og selvfølgelig Tobias’ hjælp med at overpynte juletræet. Heldigvis er Lasses familie ret gode til at jule, så det blev faktisk rigtigt hyggeligt, trods alt…

De sidste par måneder har alle vi har snakket med haft meget travlt med at fortælle mig om hvordan julen selvfølgelig vil blive hård de næste mange år. Og det er sikkert også rigtigt, men indtil videre går det nu egentligt meget godt.

Vi var i England for et par uger siden for at besøge familie, se fodbold og juleshoppe, og selvom det var sært at gå rundt i Crawley igen så var det ikke væmmeligt. Det er gode minder vi har derovre fra, og det var faktisk en rigtigt god tur.

I mange år har traditionen herhjemme været at Nissepigen pynter op til jul i lejligheden natten til den 1. december. På den måde kunne Tobias stå op og juble over alle de mange nisser og hjerter og lys, og samtidig slap jeg for at have dårlig samvittighed over at der ikke blev julet så meget i december fordi jeg var eksamensstresset. Når alt er pyntet op er det nemlig rigeligt julehygge at tænde et kalenderlys om eftermiddagen og drikke saftevand og spise pebernødder og se julekalender sammen.

Lasse har vist altid ment at jeg var rablende vanvittig når jeg stillede et kæmpe plastik juletræ op inde i stuen, og overdængede det  og resten af lejligheden med julepynt, men jeg bilder mig selv ind at han alligevel begyndte at se lyset i det sidste årda han nåede at opleve Tobias juble over det og bruge hele måneden på at pynte endnu mere op.

I år var jeg så ikke helt sikker på om jeg gad det der natten til 1. december ræs. Julen ville jo blive væmmelig, babyen er ligeglad og det skal jo alligevel ryddes væk igen alt sammen. Men da vi kom hjem fra England viste det sig at det faktisk var mere væmmeligt slet ikke at have jul, så søndag den 2. december blev julekassen og plastiktræet hentet op af kælderen og nu er alt som det skal være herhjemme.

Julehelvede længe leve

På Jubii debatten som jeg jo jævnligt frekventerer, er der rum der hedder ‘Mistet et barn’, som er for de forældre der har mistet et spædbarn og som har et behov for alligevel at føle at der er en plads til dem der hvor der tales om børn – behov for at blive anerkendt som forældre, også selvom de ikke længere har deres børn hos sig.

Rummet er ikke så slemt længere, men det har før i tiden ind imellem været lidt omgang følelsesporno, hvor folk har siddet og postedet billeder af deres døde babyer og julepyntede gravsteder og hvad de eller lige kunne diske op med . Nærmest som et alternativ til at poste billeder af baby med nissehue på.

Jeg har hele vejen igennem fundet rummet en smile småklamt. Ganske vist synes jeg at de forældre fortjener den anerkendelse de søger, for selvfølgelig er de da forældre. Men det kunne altså ikke falde mig ind at sidde og poste billeder af børnelig på et offentligt debatforum. Jeg har ikke engang lyst til at poste billeder fra begravelsen eller kirkegården her på hjemmesiden, men måske jeg bare er en snerpe på området.

Alligevel oplevede jeg for et par dage siden at at jeg måske alligevel godt forstår de her mødre en smule. Vi mistedet ‘barnets bog’ til Sebastian da vi pakkede sammen på sygehuset i September, og vores sundhedsplejerske har derfor lavet en ny til os som vi lige har modtaget. I modsætning til den gamle bog hvor der på første side stod navne på både mor og far og søskende, er feltet med søskende nu tomt. Tobias eksisterer nemlig ikke mere og dermed har Sebastian ifølge systemet ingen søskende.

Og jeg ved godt at det jo er sådan kommunens it-systemer virker, og jeg ved godt at jeg bare kan skrive Tobias i bogen selv, men det er ikke det samme.

Så måske jeg alligevel godt forstår de der mødre en smule. I hvert fald kan jeg godt forholde mig til deres behov for at blive anerkendt som forældre på lige fod med andre. Jeg er trods alt heldig nok til at have haft et liv sammen med Tobias, så min moderrolle er der ingen der tvivler på.