Blandt årets fabelagtige julegaver var den franske miniserie Pigen med den blå cykel. Jeg har læst bøgerne af Regine Deforges et hav af gange, og flere gange kigget efter serien fordi jeg egentlig godt gad se om den var tro mod bogen. Jeg har dog aldrig købt den af nærrighed og frygt for at den var virkeligt dårlig, men i år endte den så altså under træet takket være pigen fra København. Jeg er dybt imponeret over at hun rent faktisk huskede at jeg havde fablet om den, og nu har jeg så også set den.

Serien er faktisk ok – ikke tro mod bøgerne, men heller ikke alt for afvigende. Og så er fransk for øvrigt et super blæret sprog.  Det blev til tider lidt svært at tage den helt seriøst når Lasse og Thomas samtidig mente at de skulle kommentere alle afsnit på bedste Allo Allo maner, men vi klarede det. Og for ligesom at fejre vores succes har babyen holdt franske dage i køkkenet hvor han har brølet efter os alle og set utroligt snobbet ud.

Egentlig ville jeg have været på arbejde i dag. Jeg havde sat vækkeuret til klokken 8 og jeg huskede tydeligt hvor mit KMD kort lå gemt. Planen blev bare afbrudt af store bunker sne der væltede ned fra himlen hele morgenen. Ikke fine små fnug, men store bunker, der uden tvivl ville have kunne vælte mig af cyklen hvis jeg havde forsøgt at klare turen ud på arbejde. – Heldigvis har jeg verdens bedste job hvor man gerne må arbejde hjemmefra og det gør ligesom alting en hel del nemmere…

Babyen er ved at få den næste tand, og denne gang er det ikke just smertefrit for ham. For at glæde ham en smule valgte jeg her i eftermiddag at lade ham komme med mig på udsalg – for hvem bliver ikke munter og glad af en rask lille shopping tur. Jeg fik ny vinterjakke, halstørklæde, hat og vanter. Bluse og strømpebukser og en masse mad så vi i aften kan få en eller anden fabelagtig wokgryde.

Men hvor er det dog dyrt sådan at glæde sin baby…

Vanen tro er det blevet tid til et hurtigt lille overblik over året der gik – omend en smule minde detaljeret end jeg plejer at lave det…

Tobias fyldte 7 år og blev fejret med et brag af en fødselsdagsfest i zoologisk have. Hele børnehaveklassen var inviteret med og det var en helt fantastisk dag.

Jeg blev trods en del besvær BA, og dermed var første skridt på vejen til drømmeudannelsen overstået. Ikke at jeg endnu helt ved hvad drømmeuddannelsen rent faktisk er, men så længe jeg stadig er glad for at studere kan det ikke være en helt forkert retning jeg er endt i. Det stak til min stolthed at jeg måtte nøjes med et 9 tal, men når det afsluttende projekt er skrevet på mindre end 2 uger og eksamensoplæget blev forberedt i en taxi på vej fra sygehuset til universitetet kan man vist ikke forlange mere – og så havde jeg for øvrigt lige født en baby 4 dage i forvejen.

Lillesøsteren fik konstateret kræft, og pludseligt var det hende vi fulgte når den stod på kemokure og operationer. Det er sært som ting ændrer sig når folk bliver syge. Nogle ting bliver pludseligt enormt vigtige mens andre bliver inderligt ligegyldige.

Snøvsen meldte sin ankomst den 16. juni og der er ingen tvivl om at det er den hidtil bedste dag i hele mit liv. Fødslen var en ren drømmefødsel til trods for den store mangel på narko, babyen var og er skøn på alle måder, og prikken over i’et var da Tobias kom op og hentede os på fødegangen 3 timer efter han blev storebror. Jeg tror ikke at der nogensinde er noget der kommer til at toppe den følelse jeg havde da jeg sad i sengen med begge mine drenge og alting pludseligt var 100% godt og helt og aldeles rigtigt i min verden.

Vi rejste til england i sommerferien og fik både besøgt familie og leget turister. Tobias fjollede og hyggede sig og vi havde alle sammen en rigtig god tur – også selvom vi måtte runde sygehuset derovre undervejs da nogle væmmelige symptomer begyndte at vise sig.

Snøvsen blev døbt og kom til at hedde Sebastian. Jeg har tidligere forsagt traditionelle suppe-steg-is arrangementer, og barnedåben blev heldigvis en fantastisk success. Tivoli fik lov at danne rammen og festivasen og de fleste var vist mægtigt tilfredse med at se festsangene på melodi Jens Vejmand byttet ud med turbånd til alle forlystelserne.

Tobias fik et voldsomt tilbagefald og kræften spredte sig til store dele af hjernen, inklusiv hjernestammen. Lægerne ændrede behandlingen og vurderede først at de havde nogle måneder at løbe på, men to uger senere var det slut. Jeg har aldrig set nogen dø før og det kom meget bag på mig hvor stille og fredeligt det rent faktisk var. Jeg havde forestillinger om sidste krampetrækninger eller måske et lille suk, men i virkeligheden puttede han og jeg bare sammen i hospitalssengen og så sov han lige så stille ind. Jeg er stadig ikke rigtigt sikker på at verden nogensinde bliver 100% god igen. I hvert fald har jeg stadig ikke kunne nyde situationer uden samtidig at savne at dele det med Tobias og jeg har svært ved at forestille mig at det ændrer sig med tiden. Lasse og Sebastian fylder selvfølgelig en masse, men før de kom ind i billedet var det mig og Tobias der var en familie, og nu hvor han er væk er det lidt svært ikke at føle sig voldsomt ensom ind imellem.

De sidste måneder af 2007 har været lidt en blandet fornøjelse. Vi har rejst til Barcelona og til London. Vi har hygget med familie og flyttet rundt i lejligheden og vi har begge holdt orlov og dermed haft mulighed for at nyde Sebastian en hel masse. Men det har også været rigtigt meget dumt og trist og trælst.

Julen er blevet fejret med Lasses familie i år, og ser man bort fra at alle undtagen mig har været syge, så har det været en helt vildt god juleferie med masser af afslapning, fantastiske gaver og alt for meget god mad. Alligevel glæder jeg mig en hel masse til at være sammen med min egen familie næste år. Både fordi det er længe siden jeg har været der, og fordi alting var som det skulle være dengang jeg holdt jul hos dem.

Alt i alt tror jeg aldrig før jeg har haft et så begivenhedsrigt år som 2007. Det kan hverken stemples som rigtigt skidt eller rigtigt godt, for der har været lige dele gode og dårlige oplevelser. Det at miste et barn overskygger ikke glæden ved at få et barn, og omvendt. Flere af vores venner endte også pludseligt med at fylde en masse mere end nogensinde før. Bare fordi de var der på de helt rigtige tidspunkter, eller fordi de sagde de helt rigtige ting da der var aller mest brug for det. Og det blev også helt tydeligt at når det sådan virkeligt brænder på, så har Lasse og jeg verdens bedste familie.

Men jeg ville nok være lidt en lyveprinsesse hvis ikke jeg indrømmede at jeg godt kan klare mig med væsentligt færre begivenheder i 2008. Og at jeg nok håber rigtigt meget på at den her status ting bliver lidt sjovere at skrive om et år.