Lykkedes det alligevel.

For anden dag i træk har jeg løbe-luntet rundt i kvarteret og jeg er stolt og ret øm i mine ben nu . Det er skræmmende som ens kondition bliver smadret af det der graviditetspjat, så det kommer nok til at tage lidt længere tid end planlagt at komme helt i form igen, men det skal nok lykkedes. Det er faktisk  nødt til at lykkedes for der er kun lidt over en måned til det store løb, og jeg har allerede betalt for mit startnummer.

Rockstjernen skulle øve med bandet så det blev ikke til løbetræning i dag.

Måske jeg er mere heldig i morgen!

Vi er hjemme igen. Bedstefaderen er begravet, asken er spredt og jeg har shoppet chokolade nok til at holde mig kørende den næste uge.

Begravelsen i sig selv var uventet hyggelig. Mere personlig og mindre formel end begravelser er det her i Danmark, og kaffen bagefter var en oplevelse i sig selv. Det er lidt som om min familie er vokset til dobbelt størrelse nu hvor der er sat navn og ansigt på alle de skøre tanter og kusiner og hvad de eller er alle sammen. Det var hyggeligt og rart at møde dem igen og forhåbenligt får fasteren ret i at det bliver begyndelsen på noget helt nyt i vores familie. – I hvert fald er den umiddelbare plan at næste gang vi ses skal ikke være i forbindelse med en begravelse.

England var som altid hyggeligt, også selvom vi ikke nåede andre steder hen end Crawley denne gang. Det var første gang i 17 år at søstrene og jeg har været der på samme tid og det kunne godt mærkes at huset er krympet lidt siden sidst. Før i tiden var der god plads rundt om spisebordet, men denne gang var det lidt mere trangt.

Og nu er vi hjemme igen og alt er roligt. Babyen er ved at blive sig selv igen, og lige om snart går det løs med løbetræningen. Ikke alene har jeg fået nye løbebukser nemlig, men træning er en nødvendighed hvis jeg skal kunne retfærddiggøre hjemturens lufthavnsshopping