Nærmere bestemt Konfektbogen, med bunker af opskrifter på alverdens spændende konfekt, så i år skal sortimentet udvides og chokoladesmalteren skal på overarbejde Desværre bryder jeg mig ikke selv ret meget om chokolade for tiden, så familien må hellere forberede sig på at skulle indtage horible mængder konfekt når der engang bliver juleferie.

Dagen i dag har budt på afskyelig juleshopping for traditionen tro pynter Nissepigen op herhjemme natten til den første december, og hun manglede lige nogle småting. Egentlig var det planen at vi ville have været i Storcentret i dag og nå ALT hvad vi manglede af juleshopping på en gang, men planen blev ændret, og efter at have set hvordan centrum af Aalborg så ud for en time siden er jeg egentlig ret glad for ikke at have bevæget mig ud i den virkelige krigszone.

Det kan godt være at den kommer snigende igen snart. I dag lykkedes det nemlig sådan for alvor at få taget hul på det der 7. semester projekt og hvis nu jeg skal skrive en masse de næste uger ved jeg jo per erfaring at alt står stille herinde – medmindre altså bloggen bliver dette års overspringshandling.

De sidste par dage har budt på søvnmangel og utallige timers skrigeri, men nu er babyens numseproblem endelig løst og de kommende uger står den på afføringsmidler og rektalcreme. Det viste sig at det sidste års forstoppelsesproblemer har givet ham en væmmelig rift i endetarmen som aldrig får ro til at vokse sammen (før nu altså) og så gør enhver blefyldning eller våd prut bare tæske ondt. Og når det gør ondt så holder han på det der gerne skal ud, hvilket gør ham mere forstoppet og så fortsætter cirklen ellers.

Nu er der til gengæld styr på det, lægen var grundig og effektiv og om nogle uger har Sebastian verdens gladeste mås.

Det er mig en gåde hvordan jeg lige bestod dagens køreprøve, men ikke desto mindre er jeg nu den glade ejer af et stykke papir hvor der står midlertidigt kørekort. Jeg har faktisk endda fotodokumenteret det lille stykke papir, men bagefter gik det op for mig at mit CPR nummer står på det så det bliver ikke lige flashet alligevel.

Sidste gang kørte jeg efter min egen mening super godt, men dumpede pga den ukendte lov om at man får en betinget frakendelse af kørekortet hvis man kører på det midsterste spor på en motorvej. I dag kørte jeg elendigt men fik at vide af den prøvesagkyndige at jeg kørte flot og at jeg da bare skulle have det kørekort.

Særligt muntert var det da køreprøven startede og en lille lampe gav sig til at lyse i instrumentbrættet. Jeg sad under hele prøven og tænkte så det knagede for at komme i tanke om hvad den mon betød – for ny det var den, og den ville jo sikkert fortælle mig at jeg havde glemt noget vigtigt. Til sidst måtte jeg give op og bare håbe på at den køresagkyndige ikke spurgte til den og det lod han heldigvis være med. – Det viste sig at pæren i min ene forlygte var sprunget lige i det jeg tændte bilen, men ingen opdagede det.

Nu går der så 1-2 måneder før det rigtige kørekort dukker op, hvilket gør det fjollet på en lidt irriterende måde at jeg jo skifter navn om en måneds tid. Så skal jeg nemlig hoste op med 600kr til et nyt kørekort – måske allerede før det første overhovedet ankommer. Desværre kan de ikke lave navneændringen på forhånd for så passer CPR nummer og navn ikke sammen i systemet og så bliver alt dårligt. – Fordelen ved det nye kort er at jeg så har chancen for at få taget et virkeligt godt billede i modsætning til det skrækkelige straffefange look jeg har på det nuværende.

Er det muligt at sådan en bræksyge virus kan smitte via internettet? Fx hvis nu alle som får den bruger Facebook…

I sidste uge (og nu igen) var det Kattens tur til at vaske sengetøj og tørre bræk op. Tidligere her til aften snakkede jeg med Pelle som fortalte at Alma bruger nætterne på at kaste op, og nu er turen så kommet til os.

Og faktisk er det en debut herhjemme, for mens vi har haft masser af gylp gennem tiderne er det første gang at babyen leverer vaskeægte opkast som kun store drenge kan gøre det få timer efter aftensmaden…

Nu sover han så igen, med måsen lige i vejret, for ud over at brække sig har han de sidste par uger pruttet så meget at vi måske kunne lave vores egen atombombe hvis vi på en eller anden måde lufttætnede soveværelset.
Det tegner til at blive en skøn skøn weekend!

Det kan godt være at sidste uge var æv, men indtil videre har denne her været ret god.

Arbejdet på fabrikken har været helt fornøjeligt i næste uge, og de flinke arbejdsgivere betaler min tur til hovedstaden i næste uge.

Lasse var ude og øve med band tirsdag aften og for en gangs skyld puttede babyen sig artigt til at sove klokken 19.30 så der var ro til at moren kunne drikke te, spise is og spille Ticket to ride

For øvrigt bør jeg nok intensivere træningen i ikke at kalde ham en baby. Det er lidt som om at babyer der kan sammensætte ord er lidt skræmmende. Også selvom ordene er simple i stil med ‘Smage nu’ eller som ved morgenvækningen i dag – ‘Nej sove’

Og dagens store begivenhed er så forresten at jeg aner en bule. Det er muligt den bare er en delle, men den syner af noget og det er noget ganske særligt. Jeg har jo af flere omgange proklameret at det her er den særeste graviditet nogensinde. Jeg er 26+4 i dag og skal altså føde om 3 mdr, men mine almindelige jeans passer mig stadig ganske fint. Det er sikkert ganske normalt for nogle, men de der har set mig under tidligere graviditeter kan måske mindes at jeg plejer at være en enorm pære.

Men se nu bare her…

Sådan lidt forsinket kom jeg afsted til 2. graviditetsundersøgelse i går, og det endte som lidt en blandet fornøjelse.

Jeg har egentlig godt bemærket at det er hårdere at være gravid denne gang end det var da jeg ventede Tobias og Sebastian, og jeg har også bandet lidt over min fantastiske evne til at påtage mig for mange og for store opgaver, men i går endte lægen så med også lige at kommentere lidt på det hele.

Mit blodtryk er ikke helt heldigt, min vægt er heller ikke helt heldig, og den der baby inde i maven er sådan lidt lille i det. Sammenholdt med at jeg jo egentlig kører dobbeltsemester det her efterår, og at jeg godt kan mærke at der ikke er ret mange ting der skal vælte for mig før jeg synes alt er dårligt, mente lægen at det var sådan lidt en usnd livsstil jeg havde tillagt mig og at det var nu der skulle laves om på det.

Så 9. semester udsat indtil september, og for første gang i 2 år er jeg ikke bagud med studierne. tvært imod er jeg faktisk helt fint med. Alligevel føles det som et kæmpe nederlag at jeg ikke bare kunne gennemføre som planlagt.

Når det er sagt så er det jo ikke alt der er dårligt. Fx har Sebastian og jeg her til aften bagt verdens bedste æblemuffins – og jeg har ingen planer om at der er flere tilbage når jeg går i seng i aften.

Der blev lavet dej – bemærk hvordan barnet på yderst upædagogisk vis sidder på bordet ved siden af den store knivblok og med fri mulighed for at lege med elpiskeren…

Da projektet kom ud af ovnen lignede de rent faktisk dem fra opskriften…

Og da den skrigende baby var puttet kunne jeg så nyde godt af mesterværket

Han fik lov at smage en enkelt, men det er farligt og dårligt og skidt for børn at blive introduceret for den slags for tidligt, og derfor er jeg nødt til at spise resten selv!

Et af de der køkkener som altid er rent og pænt og lækkert!

Til trods for at vi gang på gang bliver enige om at NU skal vi altså sørge for at få ryddet op hver aften, ligner lejligheden næsten altid et bombekrater, og køkkenet er nok det sted der er værst ramt. Det er lidt som om at lige meget hvor meget vi skrubber så er det bare en evig balsal for bananfluer og andre uhumskheder.

Så til jul ønsker jeg mig et nyt køkken, lige som dem de har i fjernsynet. Sådan et køkken som altid er rent og pænt hvor der måske altid er friskbagte ting på vej ud af ovnen.

Og hvis sådan et køkken ikke lige er til at opdrive så ønsker jeg mig nye skuresvampe.

Dagen efter min lille hjerneblødning lykkedes jo alligevel at få alting flyttet rundt og pludseligt kunne jeg godt få vejret igen.

Eksamensopgaven er afleveret, køreprøven er udsat og i dag står den på 5x fødselsdag i Knudstrup. Sebastian vågnede råtidligt, men takket være Teletubbierne er det faktisk lykkedes mig både at komme i bad og få tøj på, og når jeg lige om snart har lavet mig en kop flot kaffe og spist min gravid narko, så tegner det faktisk til at blive en ok dag.

Dagens harcelering rettes nu mod denne fantastiske artikel –> http://www.astma-allergi.dk/regado.jsp?type=document&id=1502

Hvor er det smukt at bilde forældre ind at man risikerer at fejlernære sine børn eller gøre dem kræsne hvis ikke man begynder at give dem grød allerede ved 4 mdr.s alderen. Who og SST må jo være vanvittige når de anbefaler fuldamning i 6 mdr, og samtidig påstår at næringsværdien i MM og MME er fuldt ud tilstrækkelig for et barn i den alder.

“Så lille baby, nu er du 4 mdr gammel og derfor skal du spise dine bønner for ellers lærer du det aldrig”

Fordi jeg er et fjols har jeg vanen tro rodet mig ud i meget mere end jeg lige kan magte, overskue eller for den sags skyld gennemføre.

Lige for tiden er det eksamensopgaven i logik og temporalitet der driller mig. Og mens jeg så sidder og sveder over at have haft 3 dage til at lave en opgave, som så er blevet kortet ned til 12 timer fordi Sebastian har været hjemme i går og i mandags, så kan jeg nok så pænt minde mig selv om at det er min egen skyld. Det er nemlig mig selv der har ønsket at tage 7. og 9. semester på samme tid så jeg kan få studiet gjort færdig. Havde jeg været smart havde jeg nøjes med 7. semester lige nu, holdt orlov i foråret (for 8. sem er bestået) for så at fortsætte med 9. sem til sommer.

Den flinke professor skrev faktisk til os allerede i mandags at vi ikke skulle bekymre os om at aflevere opgaven i nat som det ellers er meningen. Vi skal bare aflevere når vi har brugt 3 dage på den. Problemet er bare at jeg er SÅ træt af altid at skulle have særbehandling. Lige med undtagelse af projekteksamen i sommers er det 2 år siden jeg har foretaget mig noget som helst på lige vilkår med de andre studerende, for der her hele tiden været et eller andet der gjorde at jeg liiiiige havde brug for udsættelse. Tobias blev syg, Jeg blev gravid, Tobias døde og nu er vi så ude i at Sebastian og jeg skiftes til at have vuggestuepest så der i hvert fald ikke går en hel uge hvor alting hænger sammen som det skal. Det er super at studiet er så fleksibelt, men hvordan pokker skal jeg nogensinde få det phd stipendiat hvis det eneste de ved om mig er at jeg er hamrende ustabil.

Og som prikken over i’et var jeg i så råddent humør i dag at min kørelærer faktisk ikke er sikker på at jeg kan bestå en køreprøve i morgen medmindre jeg tager mig sammen.

Lorte lorte lorte!