Vi overlevede første etape af julegalskaben og det var super hyggeligt – men hvor er det dog rart at være hjemme igen.

Den 22. december var ellers væmmelighedens dag hvor det pludseligt var min tur til at bukke under med pruttebræksygen som vist hærger det ganske land for tiden. I hvert fald vågnede jeg omkring kl 4 om morgenen og fornemmede at ‘noget’ var dårligt, og fra klokken 4.30 til 8 løb jeg så i rask pendulfart mellem svigerforældrenes gæsteværelse og badeværelset. – Det er ikke ret tit jeg bliver syg på den måde, men når jeg gør så er jeg utroligt grundig.

Fordi jeg jo så altså var et skravl den dag, var det pludseligt endnu mere lækkert at være på juleferie i det nordjyske, for lige pludseligt kunne jeg bruge dagen på at sove, kaste op og ind imellem vandre rundt og indsamle lidt ynk – alt imens de andre sørgede for at Sebastian var vel underholdt. Der var slet ikke brug for mig, hvilket var sært men meget rart, og allerede om aftenen var jeg faktisk ved at være på vej tilbage blandt de levende igen.

Den 23. begav vi os mod Knudstrup, hvor julen i år skulle fejres med søsteren, svogeren, børnene og hovedparten af den sønderjyske befolkning. Vi var i alt 21 mennesker om bordet og træet og det var rendyrket galskab. Fordelen ved de mange mennesker var at ingen lagde pokkers meget mærke til mig, og det betød at jeg godt kunne snige mig ud ind imellem når det ligesom blev en smule for meget. For selvom det var super rart at være sammen med min familie igen juleaften, så var det samtidig helt forkert at være der uden Tobias. – Og det blev ligesom ikke nemmere af at Janus var det absolut bedste fætter i verden og glad hyggede rundt med Sebastian på en måde så jeg rigtigt kunne se hvordan tingene kunne have været hvis nu…

Fordi vi vidste at julen ville blive lidt voldsom havde vi i år lånt svigerforældrenes campingvogn så vi ligesom havde vores eget lille hjem dernede, og det viste sig at være den bedste ide i mands minde. Vi sov super godt begge nætter, og særligt juleaften var der ingen tvivl om at Sebastian var evigt taknemlig for at kunne blive puttet langt væk fra al tumulten. Det stakkels overstimulerede barn åbnede 1½ gave før han måtte give op, kl 21 blev han puttet og først efter at han i en lille time havde stirret tomt ud i luften og ind imellem skiftet mellem sutterne lykkedes det ham at falde i søvn. Vi er ikke i tvivl om at han hyggede sig dernede, det blev bare lige pludseligt for meget – og så gik han glip af at julemanden var på besøg.

Juledag drog vi igen mod Flauenskjold og så stod den igen igen på fantastisk mad og endnu mere fantastiske julegaver – jeg har fx fået gavekort til verdens smarteste cykelhjelm som jeg så skal ned og have købt på mandag regner jeg med, og Sebastian har samlet ikke mindre end 3 Xylofoner ind til husorkesteret. De er alle sammen lækre, men jeg tror nok vi ender med at bytte to af dem til noget andet. Der skal trods alt også være tid til at spille bongotrommer ind imellem.

I går stod den på julefrokost og mere mad, og i dag gik turen så endelig hjem til Aalborg hvor julen er blevet pakket sammen og lejligheden så småt ligner sig selv. Jeg har i den anledning været en sand hystade der insisterede på at jeg var NØDT til at være herinde senest klokken 9.30 for jeg skulle jo købe ind og planlægge bryllup og gøre rent og alt muligt andet UTROLIGT VIGTIGT.

Sandheden er at Lasse skulle på polterabend i dag og vi derfor skulle sørge for at være hjemme før alle de raske svende meldte deres ankomst, og det lykkedes faktisk også. Nu ved jeg så ikke om det er noget skidt at Lasse ikke opfattede noget unaturligt i min hysteriske insisteren på at stå op allerede klokken 8 – for det kan vel ikke være et tegn på at han oftest oplever mig være hormonelt vanvittig og derfor bare har set det som enhver anden weekend hvor jeg tvinger ham ud af sengen mens det stadig er mørkt.

Anyways – han er ude og fulde sig nu. Han blev glad og overrasket over at skulle afsted i dag og jeg forventer ikke at han kommer hjem før engang utroligt sent i nat. I mellemtiden har Sebastian og jeg spist rugbrød og æbleskiver og alt muligt andet sært fordi jeg var for doven til at lave rigtig mad, og klokken 22.30 – efter at have skreget sig igennem en blefyldning, sover han nu endelig.

Egentlig havde jeg glædet mig til at skulle være rigtig meget alene hjemme i aften og se fjollede tøsefilm og drikke te og putte i dynen, men det ender nok med at jeg smutter i seng lige om lidt så jeg er frisk til at være hende der står op og henter ulækker grillmad i morgen. – Og når jeg så har gjort det kan jeg måske tage mig sammen til at kigge nærmere på fotodokumentationen fra de sidste dage, for vi har faktisk taget masser af billeder af næsten alting.

Barnet har netop lært endnu et navn at kende. Helt umotiveret vandrer han glad rundt i stuen og snakker i telefon med Farfar.

Billederne vist sig for øvrigt at have den ønskede virkning i dag – han kunne godt kende både Bror og Brage da vi nåede til Knudstrup. – Men både han og tømmermændene havde så også brugt hele turen derned på at læse billedbøger.

Det har været verdens længste uge med verdens længste nætter og et barn der aldrig sover, men NU er der juleferie og næsten barsel og i aften skal der laves konfekt og ses film og slappes af en hel masse.

I dag blev dagen hvor mine færdigheder som chauffør for alvor blev sat på prøve, i dag var det nemlig mig der kørte turen ned til søsteren og svogeren og tilbage igen – uden at slå folk ihjel undervejs. Med i bilen havde jeg Sebastian, Lasse og alle Lasses tømmermænd, og det var ganske få klager jeg fik over kørslen. Faktisk kørte jeg super godt, og jeg skylder nok svigerforældrene en hel masse chokolade eller børnebørn eller sådan noget for det er ret meget takket være dem og deres vilje til at låne os bil at jeg efterhånden er begyndt at føle mig lidt rutineret bag rettet.

Årsagen til turen var tilretning af den der brudekjole – den forbudte brudekjole som er alt det jeg havde sagt jeg ikke ville have, og som alligevel er det sjoveste stykke tøj jeg nogensinde har haft på.

Det var egentlig meningen at den bare skulle rettes til i forhold til maven i dag, men nu jeg var der kom jeg til at lege “hvor mange ting kan jeg mon have på til denne her” legen, og pludseligt var jeg iført både slør og pels og alt muligt andet smart – lidt ligesom Pheobe i venner da hun går amok i en guldsmedebutik og er iført alt hvad de ejer og udstyrret med en bajonet.

Det er verdens sjoveste klædud leg det der med brudekjoler, og jeg så ca sådan her ud da det var bedst…

Altså måske var jeg lidt mere tøndeformet og lidt mindre blond, men ellers er det helt rigtigt. Og højdepunktet var et underskørt der gør mig i stand til at fremføre scenen fra Disneys Juleshow hvor Anders And svinger sig i træet mens han har den store frakke på – lige netop det stunt skal være mit festindslag de næste mange år tror jeg!

Når barnet sover og man ved at man har mange timers arbejde foran sig, så er det virkeligt åndsvagt at jinxe det ved at rose barnet på sin blog.

For straks efter vågner han og bliver ved med at være vågen…og sur… og usamarbejdsvillig

Det er egentlig slet ikke værst at Lasse skulle ud og føjte i aften. Særligt ikke når nu barnet sover sødt og jeg har fået et varmt bad og en stor kop flot kaffe – så er det faktisk endda rigtigt rart at jeg kan få lov at være alene.

Vi har haft verdens længste nat, med en skrigende Sebastian af flere omgange, sansynligvis pga tænder, men i hvert fald på grund af noget dårligt og trælst. Han blev jo ringet hjem fra vuggestue i tirsdags fordi han havde feber, og fordi vi jo lige havde fået projektudsættelse var der ikke den store grund til at sende ham afsted mere før jul, så i går og i dag har han bare hygget rundt hjemme. Feberen er efterhånden væk, men han spiser ikke noget, savler som et vandfald og propper konstant fingrene i mundene – og så er det han brøler av ind imellem.

Natten til i dag sov han så altså ikke, og dagen i dag sov han heller ikke. Nu er der til gengæld ro, og alt er rart, og jeg har så lige 6 timers KMD arbejde at lave før jeg går i seng.

Jeg var for øvrigt ved jordemoder i dag, og det var vanen tro super hyggeligt. Det er helt vildt fedt at det er den samme konsultationsjordemor som sidst jeg går hos, for det betyder at man slipper for alt det almindelige smalltalk og i stedet kan koncentrere sig om det som er lidt mere vigtigt.

Hun skønnede babyen til at veje omkring 1600-1800g hvilket er helt perfekt, og hun mente derfor at lægen måske havde været lidt hurtigt ude med at snakke om at den var lille. Og det er jo kun et skøn, men det var alligevel rart at der var en der sagde at alt var godt – også selvom hun ligesom jeg fandt det fjollet at jeg stadig kan passe mine jeans når nu jeg sidste gang havde en lidet flatterende slugt badebolds figur.

Jeg fik luftet at jeg tænker på at føde i vand denne gang, selvom jeg synes hele ideen med vandfødsel er lidt småklam. Overvejelserne omkring det skyldes at det sidste gang var rigtigt trælst at skulle op af karet for at føde, for det var lidt som om jeg godt vidste at alt ville gøre meget mere ondt når det varme vand forsvandt – og det gjorde det så også.

Det viste sig så at de er helt vilde med vandfødsler heroppe, så det skulle jeg endeligt bare gøre – og så kunne jeg jo også lige overveje en hjemmefødsel, for det var også bare virkeligt virkeligt godt og meget hyggeligt. – Eller jeg kunne jo i hvert fald lige tænke over det.

Nu har jeg tænkt, og det må nok blive et nej. Vandfødsel er rigeligt hippieagtigt for mig, jeg har ikke brug for at alle naboerne skal være med på en lytter når jeg føder, og faktisk kan jeg rigtigt godt lide ideen om at når man er på et sygehus så er der nogen der gør noget hvis noget går galt.

Så nu har jeg lavet mine lektier til næste JM besøg, så mangler vi bare at babyen klarer sin del. Den vender nemlig stadig med hovedet opad, og sædefødsel er heller ikke ligefrem med på min ønskeliste.

Så har barnet jo fået fine billedbøger af Nissepigen herhjemme. Og det er ikke bare billedbøger, men bøger med billeder af onkler og tanter og bedster og fætre og kusiner. – Og nu bliver han så hørt i alle navnene en time hver dag.

I den forbindelse er der opstået enkelte problemer. Han er ret god til at sige Brage og Emil, og han kan godt kende Ruthie ovre fra England, og han kan også utroligt godt lide billedet af Onkel Thomas. Med sidstnævnte volder navnet dog lidt besvær, for når vi siger ‘Det er onkel Thomas’ så svarer barnet Tjuh Tjuh – for alle ved da at Thomas er et tog

Det er meget få pæne ting jeg har haft at sige om den der artikel. Både her og alle andre steder er den blevet sidestillet med den væmmeligste vederstyggelighed, men sandheden er at som arbejdet skred frem blev den ret ok og ludseligt virkede det ikke længere usansynligt at kunne aflevere et ret ok projekt i morgen.

Derfor var det også lidt med blandede følelser at vi i nat hørte rygter om at deadline var blevet udsat en måned for samtlige EPD studerende. Det var endt med at 6 ud af syv studerende var mere end almindeligt pressede hvis de skulle nå at levere et ordentligt resultat, og eftersom det vist mere var arbejdsbyrden end indsatsen hos folk der var problematisk valgte man så at skubbe alting en smule.

Så pludseligt er vi ikke længere super stressede, vi skal bare holde jul og finpudse de ting vi har skrevet – og tage os af det febersyge barn som blev ringet hjem fra vuggestue i dag med 39 i feber.

Han har fået babynarko, og efter et par timer var han ikke mere syg end han godt lige kunne samle en skoreol og brøle bygge bob sangen.

At vi har fået skoreoler var desværre ikke lutter lykke. Uden at vi helt ved hvad raseriet skyldet, valgte barnet at hans sko og støvler ikke måtte bo der – faktisk skulle han have dem på hele tiden, og han skulle også have begge huer og vanter og trøje på. Ikke fordi han ville ud – bare fordi!

Og fordi vi er svage konfliksky forældre valgte vi at det ikke var en kamp der var værd at tage, og straks barnet var i fuld udrustning var alt fredeligt igen…

Og da vredeskrisen var overstået og man jublende havde high fivet hele lejligheden med en hammer gik barnet faktisk selv ud og satte støvler og vanter og huer pænt på plads.

Det går virkeligt dårligt med den der artikel… Virkeligt virkeligt dårligt. Og så er den for øvrigt også ret kedelig at læse tror jeg.

Rent produktionsmæssigt har det hjulpet en smule at vi tog op til svigerforældrene og holdt weekend. Jeg er gået fra at have ca. intet projekt til faktisk at have næsten et helt projekt nu – og endda så mange sider at jeg skal søge dispensation for at aflevere mere end det tilladte.

Til gengæld er det lidt som om at de store kloge tanker lader vente på sig. Jeg har skrevet side op og side ned om Løgstrups etik – desværre kan jeg ikke bebrejde folk hvis de aldrig nogensinde gider læse det, for det er tørt og der er ikke en eneste flot tegning – og faktisk kun 3 citater til fyld og pynt.

Heldigvis har Mette lige gjort mig opmærksom på at man bare skal kalde den et udkast i stedet for at blive ved med at omtale den som en artikel. Et udkast må nemlig godt være kedeligt og tørt – jeg har jo alle intentioner om at gøre det virkeligt spændende… efter jul.

Hvis jeg rent faktisk var i stand til at skrive noget klogt i den der artikel. Særligt fordi det ville betyde at jeg ville have et projekt at aflevere på onsdag, hvormed jeg ville kunne gå af på juleferie og barsel med god samvittighed.

Desværre har jeg ikke noget klogt at skrive og derfor er alt dårligt!