Ligesom hende Marianne

https://twitter.com/SandraBurri

Så kan det være at facebook staklerne slipper for at høre mere om hvor meget kage jeg spiser

Jeg har fået en award af søsteren selvom den vist stammer fra hendes håndarbejdsgruppe og håndarbejde for mit vedkommende mest handler om at løfte kage fra tallerkenen til min mund.

Den er fin og flot og den ser sådan her ud –>

“Denne bloggen investerer i og tror på NÆRHET- nærhet i rom, tid og forholderne er usedvanlig sjarmerende og søte, og formålet er å finne og å være venner. De er ikke opptatt av utmerkelser og selvhevdelse. Vårt håp er at når båndene på disse utmerkelser er kuttet, vil enda flere vennskap ha forplantet seg. Vær vennlig å gi litt ekstra oppmerksomhet til disse!”

Det er så meningen at den skal gives videre til en eller anden, og fordi jeg jo ikke er nogen håndarbejdsnisse og heller ikke kender mange andre der er, tror jeg bare at jeg giver den videre til en som kan noget kreativt på anden vis – nemlig pigen fra København.

Godt nok strikker hun ikke selv sit kamera, men hun tager fabelagtige billeder med det. Fx i Søndags da hun kom forbi og spontan knipsede de her…

Moren med kaffen

Og barnet med ørene

Jeg har bagt æblemuffins den anden dag – og spist dem alle sammen.

I dag har jeg bagt pølsebrød, og nu er der kun 3 tilbage

I ovnen er der hjemmelavet pizza, så lige om lidt er der aftensmad.

Senere skal jeg spise de der Mars is som er i fryseren.

-Ret meget af min tid går med at putte ting i munden faktisk.

Egentlig synes jeg samsovning er det bedste i hele verden. Tobias begyndte først at sove i egen seng da han var omkring 4, og selv derefter var der altid plads til ham hos mig hvis han vågnede op og havde brug for at komme ind og putte. Det har været trygt og rart og helt rigtigt.

På samme måde har Sebastian sovet sammen med mig og Lasse ca altid, og ingen af os har egentlig rigtig haft lyst til at ændre på den løsning.

Desværre er vores seng kun 180cm bred, og med en lille mere på vej er det bare en smule trangt, så efter mange overvejelser og planer om større og bredere seng, er det endt med at vi forsøgsvis er begyndt at putte Sebastian i tremmesengen. Både fordi vi jo muligvis får brug for mere plads i sengen når babyen kommer, og fordi Sebastian i de sidste par måneder har haft rigtig svært ved at finde ro om aftenen når han blev puttet.

Nu er det 3. aften i træk han er blevet puttet på den væmmelige måde, og indtil videre har der været en ret stor success. Selve det at putte ham er næsten nede på at tage lige så kort tid som vi tidligere har været vandt til, og han sover gladeligt igennem de første mange timer og kommer så over i vores seng når han vågner og giver udtryk for gerne at ville det.

Men det er fjollet og sært og dumt og væmmeligt at han sover i tremmesengen et par meter væk når nu jeg egentlig bedre kan lidt at han sover sammen med os andre.

Altså lidt barselsagtig er jeg faktisk. I hvert fald lærte jeg i går at jeg trods alt er for gravid til at løbe meget hurtigt for at nå bussen.

Jeg løb (og syntes faktisk selv at jeg løb både flot og hurtigt), nåede ikke bussen og fik tilpas ondt i bækkenet til at Lasse måtte komme ned og hjælpe mig hjem i rugestolen – Så kunne jeg nemlig sidde der og føle mig dum og ynkelig og skrive 100 gange på den lille tegnetavle at ‘Jeg er for gravid til at løbe efter bussen’.

Så noget af tiden de næste uger er faktisk blevet afsat til at jeg skal ruge på den seriøse måde – og lade være med at løbe efter busser.

Som noget helt nyt denne gang har jeg valgt at holde barsel sådan i virkeligheden – eller næsten i hvert fald. Jeg fortsætter med at arbejde og skal også undervise et par dage i løbet af foråret, men studiet er helt og aldeles lagt på hylden indtil september.

Det betyder at nu hvor eksamen er overstået er jeg blevet en af de der gravide barselsdamer, og indtil videre er jeg ret elendig til det. Babytøjet er hentet hjem, sorteret og gjort klar til at der engang kommer en baby og bruger det. Puslebordet er udbygget og ryddet op så der måske er en lille chance for at vi kan holde styr på ting til 2 børn derude. Lejligheden er stort set ryddet og rengjort og jeg har endda ryddet op i klædeskabet, smidt tøj ud og pakket ventetøjet væk – altså det bjerg af ventetøj som jeg denne gang ikke er stor nok til at bruge.

Nu er halvdelen af første dag på barsel så overstået, og så skal jeg lige gennemskue hvad det er meningen jeg skal få de næste 4-5 uger til at gå med for bogen om X-Factor kan næppe holde så lang tid, og det er lidt som om at der ikke er nok underholdningsværdi i Lille Doktor på Prærien.

De sidste billeder er indkrævet, eksamensprojektet er afleveret og barnet er puttet – og så er der vist ikke så pokkers mange undskyldninger for ikke at få gjort den der bryllupsberetning færdig…

Da vi aller først fandt ud af at vi gerne ville giftes var planen et lille bitte rådhusbryllup. Bare os og et par vidner og måske noget frokost et eller andet sted. Lasse mente i første omgang at vi jo så kunne holde kirkebryllup engang senere, men eftersom det kun er mig der har et forhold til kirken og et bryllup gerne skulle betyde noget for os begge to virkede den plan lidt dum i mit hoved og derfor fandt vi ret hurtigt ud af at vi kun skulle giftes en gang og at derfor skulle den ene gang gøres rigtigt.

Rigtig viste sig at være at vi gerne ville vies af Hans Jacob. Han har døbt Sebastian, bisat Tobias og generelt været en kæmpe opbakning i tiden efter Tobias død, og på alle måder ville det bare være meget bedre at blive viet af en person vi kender og godt kan lide, frem for månedens udvalgte på rådhuset. Det betød til gengæld at vi skulle i kirke og med til et kirkebryllup hører ligesom også nogle gæster – og noget god mad – og en slags fest! Vores job med planlægningen kom så til at bestå i at finde ud af at holde bryllup på vores egen måde, for det eneste vi vidste med sikkerhed var at ingen af os gad et traditionelt “Sid ned og spis” bryllup. Det skulle være sjovt at blive gift, og det skulle være tilpas uformelt til at både vi og de der gæster kunne hygge sig.

Forud for selve vielsen mødtes vi med Hans Jacob og gennemgik vielsesritualet og snakkede om hvad det var vi gerne ville, og det blev også ham der lige fik løst vores overvejelser omkring hvordan vi skulle ankomme til kirken. Almindeligvis ville min far jo skulle følge mig, og uden far ville jeg have valgt at følges med Tobias – og uden Tobias begyndte det bare at føles sært og desperat at blive ved med at bevæge sig ned ad listen. I sidste ende kunne jeg godt mærke at enten skulle jeg gå alene, eller også skulle jeg følges med Lasse, og lige netop det med at følges med Lasse syntes Hans Jacob var den bedste og mest rigtige løsning.

Som han nok så pænt forklarede os – og også fik flettet ind i sin tale på selve dagen, så handlede vores bryllup jo ikke om at vi skulle have hinanden og begynde et liv sammen. Vi har levet i et ægteskab med medgang og modgang i flere år efterhånden så vores bryllup handlede mere om at gøre det officielt at vi gerne vil være sammen altid.- Og så passede det at følges ad ind i kirken samtidig rigtigt godt sammen med at vi gerne vil gøre tingene på vores egen måde.

I det hele taget var vielsen rigtig fin, men nøj hvor gik det dog hurtigt alt sammen. Talen fra Hans Jacob var helt rigtig, Anne sang for os i kirken, vi fik sagt Ja alle de rigtige steder og alle børnene opførte sig eksemplarisk, så på alle måder blev det lige nøjagtigt så hyggeligt og personligt som vi havde ønsket os. Og lige pludseligt var det hele overstået og vi kunne slappe af og nå at hilse på folk.

Fordi det jo var vinterbryllup havde jeg fået købt verdens mest vidunderlige frakke, og dum som jeg er har jeg næsten ikke fået taget nogen billeder af den. – Og til trods for at det var et vinterbryllup valgte jeg at lade være med at have sko på og i stedet tøffe rundt i gymnastiksko hele dagen. Sidstnævnte viste sig at være det bedste valg i hele verden, for til trods for at jeg var i 8. måned holdt jeg ud hele dagen uden at få ondt i fødderne, og det var aldrig lykkedes i et par høje hæle!

Efter vielsen havde vi booket selskabslokaler ovre på Hotel Phønix og arrangeret frokost og eftermiddagskaffe. Vi havde på forhånd antaget at jeg ville være voldsomt gravid og træt og smadret og derfor havde vi ikke lyst til den store vilde aftenfest. Samtidig ville vi gerne have et bryllup hvor børnene kunne være med, og så var eftermiddagen ligesom mest oplagt. Det viste sig så også at være et super godt valg, for maden var vidunderlig, lokalerne super flotte og personalet var hamrende dygtige til at fortælle os hvad vi skulle gøre hvornår.

Vi fik på artigste vis stillet op til semiofficielle bryllupsbilleder, folk fik drukket velkomstdrinks, og Marianne og Henriette fortsatte tjansen med at holde styr på mig og kjolen. Mens vi var i kirke havde slæbet været foldet ud, men ovre på hotellet var det bare nemmere at lege med biler og være i sodavandsbiograf hvis slæbet var gemt af vejen – så det blev det…

Blandt de ting jeg havde nået at insistere på da vi planlagde brylluppet, var at vi skulle have kage. Faktisk havde jeg en overgang en drøm om at der ikke skulle serveres andet end kage om eftermiddagen. Der skulle ganske enkelt bare være kager i alle mulige forskellige farver og former og størrelser og så skulle folk kunne spise til de revnede. – Lidt ligesom i Harry Potter filmene. I stedet endte vi med den meget lækre frokost, og om eftermiddagen blev der så serveret bryllupskage, som dog ikke var stablet i et et fjollet stativ, men som smagte helt utroligt godt.

Til trods for vores antibryllupsplanlægning hjalp vi hinanden med at skære kagen for hvorefter vi på smukkeste vis fodrede hinanden – og der er bare intet kønt at sige om billeder af folk der spiser. Jeg kan med andre ord afsløre at der er en rigtig god grund til at jeg lige i det her tilfælde har valgt et billede hvor man hverken kan se min mund ret meget – eller det grådige blik i mine øjne!

Med i vores planlægning af anti-brylluppet var også overvejelser omkring taler og sange. Jeg har lidt for ofte oplevet fester hvor folk har holdt tale eller skrevet en sang, fordi de følte at det hørte sig til mere end fordi de havde lyst til at bidrage med et eller andet – og jeg hader det. Jeg synes det er pinligt og krampagtigt at skulle sidde og se en eller anden stakkel hakke og stamme sig igennem en tale som vedkommende virkeligt ikke har lyst til at holde – og derfor overvejede vi ret kraftigt at frabede os enhver form for festlige indslag af den type.

Vi endte med ikke at skrive noget direkte i invitationerne og i stedet bare sørge for at fortælle folk hvordan vi havde det, og det endte med at blive den aller mest fantastiske løsning i verden. Det resulterede nemlig i nogle enkelte men helt fantastiske indslag i løbet af eftermiddagen, som netop kom fra folk der havde lyst til at bidrage og ikke fra folk der følte sig tvunget ud i noget.

Kat og Thomas sang for os, Søren holdt en tale som ikke var en tale men derimod en meget lang skål, og jeg lærte at det der med taler og sange og festlige indslag godt kan være det som gør sådan en fest aller bedst i hele verden. – Så fremover er jeg nok mindre hurtig til at sige at jeg ikke bryder mig om den slags…

Prikken over i’et kom da vi blev gennet ud i den ene sal og Jesper og Thomas spillede brudevalsen for os. Vi havde ikke regnet med at skulle danse den så vi havde absolut ikke øvet noget som helst, men vi fakede os igennem den og når alt kommer til alt var det super rart at være lidt bryllupsagtige på den traditionelle måde.

Med på listen af traditionelle ting var for øvrigt også det væmmelige hamren på glas ting som jeg også på forhånd havde sagt at jeg ikke ville være med til. Jeg fornemmer lidt at det var Stine og Thomas som stod bag det og de var derfor begge meget tæt på at blive slettet fra julekort listen, de er dog taget til nåde igen takket være super gode gaver og musikalske indslag.

Efter brudevalsen fik Lasse klippet strømper og egentlig tror jeg godt at Wagner Herretøj kunne bruge efterbilledet som reklamesøjle. I hvert fald ser alle mænnerne meget glade ud selvom de har jakkesæt på.

Det med strømpeklipningen holdt ham for øvrigt ikke fra at rende ud og gøre de der hoser grønne hos pigerne selvom han var nygift og alting. Michaels kamera fanger alt, deriblandt Lasse der har et utroligt godt øje til Thilde…

…og en meget direkte kameraflirt selvom jeg sidder lige ved siden af!

Efter den meget lange og hektiske og helt fantastisk gode eftermiddag måtte Sebastian til sidst give op og bryde sammen, og dermed var det så småt tid til at lukke den del af festen. Han havde holdt flot ud hele dagen og okset rundt med fætre og kusiner og alle de andre børn, men til sidst knækkede filmen så meget at han bare hulkede og tiggede om at få Jappe på og komme hjem.

Planen var at han skulle med farmor og farfar og Kat og Jacob og fætrene hjem og sove , og jeg var måske en anelse misundelig over at det ikke var mig. I stedet skulle vi nemlig hjem i lejligheden og have nye gæster og flotte drinks og utroligt meget chokolade, før vi skulle tilbage på hotellet og sove længe.

Faktisk har jeg været gift i lidt over en uge nu. Jeg hedder noget nyt, jeg har en fin vielsesring (som jeg fra og med i dag ikke går med fordi jeg også er vildt gravid og mine fingre er begyndt at hæve) og jeg har spist bryllupskage i mange dage men nu har jeg ikke mere.

Sjovt nok har jeg til gengæld ikke været pokkers inspireret til at skrive noget om dagen herinde, men nu skal det være. Og når jeg nu har ca 1000 billeder at vælge imellem kan jeg sikkert slippe ret nemt omkring beskrivelserne af alting.

Fordi julen og nytåret var rendyrket travlehedsgalskab endte det med at være fredag den 2. der blev den store planlægningdag – eller i hvert fald den dag vi skulle finde ud af om der var noget vi manglede. Nogle ville måske mene at man bør starte lidt tidligere end dagen før når man skal planlægge et bryllup, men for os var det rigeligt med tid, særligt eftersom Thomas kom ind og agerede slavepisker og hjalp mig med alle småtingene. Heldigvis viste det sig at vi faktisk havde styr på det meste, lige med undtagelse af tøjet. Lasses jakkesæt blev renset (og hentet forsent) hos en flink renseri mand, og ca omkring midnat valfartede jeg ned på hotellet med brudekjolen for at nå at få den dampet og klar til dagen efter.

Med på hotellet var Marianne og Henriette. De og mænnerne var nemlig ankommet sent fredag aften, og det betød dels at jeg havde selskab i mine sidste øjebliks panikindfald, og dels at Marianne nåede at få taget nogle få billeder af den suite som hotellet stillede til rådighed for os i anledning af brylluppet. Da vi hørte de ville lade os få et værelse tænkte vi at det da var super, og da de omtalte det som suiten tænkte jeg “hurra – værelse med eget bad”. Ingen af os var helt forberedte på en 3 værelses suite med himmelseng og jacuzzi, men vi klager absolut ikke – og soveværelset så ca sådan her ud:

Samtidig var det for øvrigt fredag at jeg pludseligt begyndte at få rigtigt meget mave, så det var med en smule bekymring at jeg forlod kjolen – ingen kunne jo vide om jeg ville være i stand til at mase mig i den næste morgen

Klokken var måske 2.30 om natten da vi kom hjem til mænnerne – med pizza fra den lokale pusher. Efter et hurtigt måltid fik vi folk indkvarteret i forskellige senge, og så var planen jo at vi havde nogle få timer til at blive friske og veludhvilede og klar. Sådan gik det til gengæld ikke helt, dels fordi det først var da vi kom i seng at vi fik snakket om de der praktiske ting med hvordan man egentlig gør det der i kirken, hvem der går hvor og hvornår og om vi skulle holde taler og den slags, og dels fordi Basse valgte at vågne med et hyl klokken 4.30 og insistere på at han var sulten – hurra for natflasken.

Derfor kom jeg heller ikke helt op kl. 6.30 som det var planen, den var nok nærmere 7.10, men det var også rigeligt tid til at vælte ud ad døren klokken 7.15 for at hente kaffe og komme til frisør. Igen med Marianne og Henriette som trofaste følgesvende og kameranisser.

Det var ikke meget rødmende brud der var at se i mig klokken 7.30, men Marianne insisterede alligevel på at tage væmmelige førbilleder…

7-11 havde fået lov at levere dagens første kop kaffe, og den klyngede jeg mig så til alt imens Lone fik mig puttet i en hvid kittel og gik igang med det der skulle vise sig at være et 2½ timers hår og make up projekt.

En af de få forestillinger jeg altid har haft om at skulle giftes, er en hel dag hvor jeg bare skulle drikke champagne fra jeg stod op om morgenen til jeg væltede i seng om aftenen. Måske afbrudt at en enkelt kop kaffe ind imellem, men absolut champagne i spandevis. Nu er det bare sådan at jeg er ret gravid, og når jeg er gravid er jeg ret hysterisk medalkohol og derfor stod den ikke på champagne til mig på bryllupsdagen – ikke engang et lille sip. Og så var det jo heldigt at Marianne og Henriette kunne træde i mit sted og starte drikkeriet omkring klokken 8…

Timerne gik, Lone var dygtig og Marianne og Henriette imponerede mig vildt ved at holde ud sammen med mig. Faktisk havde jeg lidt ondt af dem undervejs, for der er altså ikke ret meget sjov i at sidde hos en frisør og kigge i så mange timer, og slet ikke når man ved at kæresterne slet ikke er begyndt at overveje at stå op endnu.

Faktisk er jeg ikke sikker på jeg selv helt havde orket det, og de havde ikke hørt et ondt ord hvis de havde valgt at gå en tur undervejs…

Vi blev til sidst færdige med både hår og slør og make up, og som prikken over i’et var det begyndt at regne, så jeg forlod frisøren med en yderst kæk plastikhue som ikke gjorde ret meget forskel på noget som helst.

Tilbage på hotellet fik pigerne mast mig ned i kjolen. Babyen i maven havde artet sig og trukket sig pænt tilbage igen, og kjolen kunne snørres nøjagtigt lige så meget som sidst den blev prøvet på. Og jeg kunne fryde mig lidt over at jeg faktisk slet ikke så gravid ud når bare man så mig forfra – hvis altså man ignorerer de abnormt store bryster jeg er endt med.

Og så var vi alle sammen fine og flotte og manglede kun de der mænd der skulle komme og hente os.

Jeg burde helt klart skrive noget om det der bryllup, men tingene skal ligesom gøres i den rigtige rækkefølge synes jeg og det ville være falskhedens blog hvis ikke der kom den årlige opsummering af de største begivenheder…

Sebastian gik fra at være en lille bitte baby til at være en lille bitte dreng – med meget store meninger om hvordan tingene skal og bør gøres. Faktisk har det meste af året nok egentlig handlet om ham, eller i hvert fald har han været en del af det meste.

Bedstefaderen i England døde i Februar så Lasse, Sebastian og jeg var ude og rejse to gange på en måned. Først for at planlægge begravelse sammen med Ruthie og senere for at deltage i begravelsen (den slags tager nemlig tid derovre). Selve begravelsen var rigtig fin og meget lidt dyster, og samtidig blev den anledning til at søstrene og jeg for første gang i mere end 15 år alle var samlet i spisestuen i bedstefaderens hjem – og det var faktisk rigtigt hyggeligt.

Det var mindre hyggeligt at jeg gik glip af Tobias’ fødselsdag fordi vi netop den dag spredte bedstefaderens aske. Det burde ikke gøre så stor forskel synes jeg ikke, men det ER altså vigtigt for mig at komme på kirkegården i forbindelse med mærkedage – Fordi det føles som om at den dag mærkedagene ikke længere er en prioritet for mig, så er Tobias det heller ikke mere. Heldigvis reddede Janus dagen for mig ved at tage afsted og sørge for blomster og for at alting var fint og lige som det skulle være.

Vi rejste til konference i Finland og klogede os en masse mens Marianne var verdens dygtigste barnepige. Vores kufferter forsvandt på vej derop – men dukkede op igen. Barnet hyggede sig det meste af tiden og spiste heldigvis nogenlunde fornuftigt. Alligevel er der ikke den store tvivl om at det kun bliver Lasse der tager afsted til den næste konference som afholdes i Los Angeles om nogle få måneder. Godt nok ville jeg elske at skulle afsted, og jeg kommer til at hade at blive hjemme, men jeg vil nok hade endnu mere at slæbe to små børn med ombord på et fly i så mange timer bare for at jeg kan være konferenceagtig.

Vi debuterede som campister i sommerferien hvilket viste sig at være den bedste tur i hele verden. Sebastian elsker campingvognen og jeg elsker is – og der skulle mange is til for det var super varmt og vi skulle samtidig fejre at der var en ny baby i min mave.

I august nåede vi en tur til England igen, fasteren blev besøgt, og det samme blev faderens kusiner som vi havde hilst på ved begravelsen. Det var en lille smule sært pludseligt at have en større familie igen, men samtidig super rart.

Sebastian lærte at gå, og at løbe, og at snakke en hel masse. Faktisk er han måske verdens sjoveste barn og så er han utroligt god til at spise æblemuffins

Og så blev jeg friet til. Først på den kedelige måde og senere på den helt rigtige måde med knæfald og hele moletjavsen. Kjolen blev købt i barndomshjemmet og min hemmelige hule i skunken findes stadigvæk. Jeg fandt også både slør og pelsfrakke og alt muligt andet godt og storesøsteren var super dygtig at lege prinsesse sammen med. – Men eftersom bryllupsdagen hedder 3. januar må den høre under næste års statusopdatering.

Jul og nytår blev fejret hos Sarah og Thomas, og det var rendyrket galskab på den aller bedste måde. Det var trist at være der igen uden Tobias, men samtidig meget rart og hjemligt og Sebastian fik leget en hel masse med alle fætrene og kusinerne. Maden var fantastisk, gaverne vidunderlige og Lasse overlevede det hele i fin stil. – Og undervejs gik det op for os at ligesom det var første gang han nogensinde holdt jul vær fra Flauenskjold, så var det både første og sidste gang jeg havde en kæreste med hjem til jul.

…at vi skal giftes.

Indtil videre er vi kommer igennem dagen uden større paniksituationer. Ganske vist fyldte indkøbene mere da varene lå i vognen end da vi bare skrev indkøbsseddel, og måske havde vi nær mistet Lasses jakkesæt fordi vi glemte at hente det på renseriet før de lukkede – men derudover er der måske faktisk styr på ting.

Tak til onkel Thomas for kyndig hjælp med alt det praktiske, og til Jimmy fra renseriet som arbejdede over 1 time her til aften for vores skyld.

Og også en hilsen til søens folk!

PS. De der julebilleder kommer sikkert lige om snart.