Og nogen skal være Scooter Po i år

Det kan godt være at det er uoverskueligt at bevæge sig udenfor lejligheden med smålingerne, til gengæld er det faktisk helt OK at stå tidligt op søndag morgen når man har så artige børn som os!

Sebastian valgte at stå op sammen med Victor og mig omkring klokken 8 (hvilket måske alligevel ikke helt kan betegnes som at stå tidligt op) og hele morgenen har været rendyrket idylisk afslapning.

Sebastian har leget med biler…

Hjulpet med at bage grovboller…

Spist utroligt mange grovboller…

Alt imens Victor har sovet artigt i gyng gang vuggen.

Og fordi alt har været fredeligt og idylisk fik Lasse lov til at sove længe, Jeg fik lov at drikke masser af te, og for en gangs skyld er vi faktisk nogenlunde friske og veloplagte til eftermiddagens strabadser

Men det er da pære let at have smålinger

Victor er lige netop i dag 2 uger gammel. Han er stadig lille bitte, men mere vågen, og da sundhedsplejersken var her i går havde han på en uge taget hele 300g på så alt er fred og idyl på den front.

I dag blev så dagen hvor Lasse tog ud for at lege rockstjerne mens jeg var hjemme med ungerne. Med på mit program var at smutte forbi et enkelt bryllup og aflevere nogle blomster – og så at købe ind til aftensmaden. Det gik ikke pokkers godt, ungerne skreg, blomsterbutikken havde lukket og jeg kunne ikke finde festlokalet – hurra for interflora som sørger for at levere en fin buket i starten af næste uge.

Og hurra for Just Eat som sørger for at vi trods alt får aftensmad om lidt.

Min første erfaring som mor til 2 smålinger må være at jeg ikke skal forvente at komme ret meget ud de næste par år. Der sker væmmelige dårlige ting ude i den virkelige verden og det får små børn til at skrige om kap!

For et par uger siden valgte vi jo forsøgsvis at flytte Sebastians seng over til den anden væg, og altså begynde at lade ham sove i tremmesengen frem for i vores seng. Det gik ok nogle nætter og rigtig skidt andre nætter, og da Victor så kom hjem gik det rigtig rigtig galt med den løsning.

Sebastian græd og hiksede og ville absolut ikke sove andre steder end i vores seng, og efter et par dages overvejelser – og manglende søvn, har vi taget konsekvensen og genindført samsovning herhjemme. Sebastians seng er tilbage som sidevogn til vores, og han er efterhånden ved at acceptere at det er der han skal sove. Og allerede første nat han blev flyttet tilbage begyndte han igen at sove igennem lige så fint som han plejer.

Og selvom det godt kan blive lidt trangt i sengen, så er det altså alligevel bare bedst når folk i det mindste får en smule søvn.

Det er lige netop hvad Sebastian er blevet nu hvor han er blevet storebror. Ikke alene ser han nu enormt stor ud når han løber rundt og synger og kører scooter og spiller bongotrommer, men han er også endt med at håndtere den nyerhvervede titel med ophøjet ro og umådeligt stor modenhed – i hvert fald 95% af tiden.

At han ser stor ud er der måske ikke så pokkers meget at sige til. Victor er jo et lille skravl, hvilket vi blev ekstra meget klar over da han skulle med hjem fra sygehuset. Fordi det pludseligt gik op for mig at han jo ville blive født om vinteren, havde jeg på forhånd shoppet en fin hvid dragt som skulle sikre at den nye baby ikke døde af kulde på vej hjemad. Fordi vi vidste at det var en ret lille baby vi skulle have er dragten købt i en størrelse 50, men da den blev lagt frem på sengen kunne vi godt se at der måske lige går et par dage før den helt passer.

Heldigvis kan sådan en meget lille baby bare gemmes væk i en slynge og puttes under jakken, så vi blev ikke nødt til at efterlade ham på sygehuset og sygeplejerskerne var dybt imponerede af den fantastiske anordning.

Sebastians første møde med Victor var ikke ligefrem nogen stor succes – faktisk var det nok nærmere det stikmodsatte, eller også har jeg bare haft lidt for store forventninger til hvordan jeg gerne ville at det skulle foregå.

Planen var jo en ambulant fødsel og en stille og rolig dag hjemme hvor vi kunne bede alle andre om at vente med at besøge os, så Sebastian stille og roligt kunne kigge baby når han selv havde lyst til det, uden at han skulle ind på det fremmede sygehus og uden at der skulle være andre end mig og Lasse der. I stedet endte det med at han mødte Victor første gang da farmor og farfar kørte ham ind til os søndag eftermiddag, så det stille og rolige møde hjemme i stuen blev erstattet med 1 time på en hospitalstue med en masse mennesker, en træt mor i en fjollet hospitalsskjorte og en falsk baby som fik alt opmærksomheden. – Resultatet blev at Sebastian nægtede at komme i nærheden af mig, og at Lasse efter en time måtte bære det grædende barn hjem så de kunne slappe af og komme lidt til hægterne igen.

Det gik bedre mandag da Lasse og Sebastian kom forbi på vej hjem fra vuggestuen. Dels var der lidt mere ro omkring os, og dels viste jeg barnet at jeg havde hele 5 tegnefilmskanaler i det lille sengetv, og så var det pludseligt ok at være på besøg på sygehuset. Faktisk var det så ok at Victor også blev aet lidt og pillet i øret og alt hvad der ellers hører sig til.

Helt godt blev det til gengæld først da vi kom hjem tirsdag eftermiddag og Victor kom ud af slyngen og ned i liften på gulvet. Det første lange stykke tid opdagede Sebastian ham slet ikke, til gengæld blev der dikket og pillet og aet og snakket i et væk da interessen for lillebroren endeligt meldte sig.

Det vakte en del harme da Sebastian opdagede at Victor ikke havde fået en sut da han skulle sove, og efter meget diskuteren endte det med at vi måtte ud i køkkenet og skolde en bittelille sut som Sebastian kunne give ham. Til gengæld gik Sebastian så med til bare at putte sutten ned i liften så Victor selv kan tage den når han skal bruge den.

Senere kom også spisningen til diskussion, for Sebastian var ikke helt tilfreds med at Victor ammes når Sebastian selv skulle nøjes med at spise kartofler. Lige netop den krise blev så løst ved at Sebastian fik et glas saftevand til maden, og så kunne der igen godt mønstres overskud til bare at ae babyen og grine af dens bitte små tæer.

Alt i alt er det gået rimeligt smertefrit med at få den der baby hjem. Victor laver trods alt ikke meget andet end at sove for at samle kræfter til næste måltid, så det er ikke ret meget tid der går fra Sebastian. Når der endeligt er noget der skal dimses ved babyen er Sebastian super begejstret for at komme med ud på puslebordet og sidde, eller sidde i sofaen ved siden af mig og holde i hånd mens der ammes – men det meste af tiden er han vist bare pænt ligeglad med at der overhovedet er en baby i huset.

Til gengæld har han så haft ret meget sjov ud af at kvalitetsgodkende det forskellige babyudstyr.

Liften blev fx gennemgået meget grundigt…

Og vi har så valgt at antage at når nu han tog dynen på og gav sig til at sige “Jeg sover”, så er det udtryk for at den er helt ok til babyen.

Fordi det jo nu altså var et præmaturbarn vi skulle have, fik jeg med det samme at vide at der ikke ville blive nogen vandfødsel til mig denne gang. Og når man ikke skulle i vand var der ingen grund til at putte mig ind i en af de store fødestuer, så i stedet endte jeg på samme fødestue som Sebastian blev født på i sin tid – og med nøjagtigt samme jordemoder.

Selve fødslen kan selvfølgelig ikke sammenlignes som sådan, men da vi efterfølgende kiggede billederne igennem kan vi godt se at der ligesom er nogle temaer som går igen. Eksempelvis Lasse der giver babyerne tøj på…

Vi sætter ret stor pris på at Lasse trods alt ikke har samme t-shirt på begge gange.

Derudover aner vi også visse ligheder blandt brødrene – altså ud over at de begge to er små og skaldede…

Det er lidt som om det er en mindre udegave af den originale model vi har fået denne gang – hvis så bare vi har gemt manualen til den gamle kan det vel ikke gå helt galt.

Vi havde egentlig først regnet med at skulle hilse på den nye baby engang i slutningen af februar eller starten af marts. Det havde vi bare lige glemt at fortælle babyen, så i stedet blev lørdag den 31. januar dagen hvor Victor valgte at komme til verden.

Selve fødslen forløb hurtigt og smertefuldt. Fra første rigtige ve satte indtil han var født gik der i alt ca 40 minutter, og både Lasse og jeg var efterfølgende ret glade for at vi ikke ligesom sidste gang havde ventet hjemme indtil vandet gik – så var vi nemlig nok endt med en ufrivillig hjemmefødsel.

Victor er lige netop på grænsen til at være præmaturbaby (var han kommet et døgn senere havde han bare været et skravl), og fordi han er sådan lidt lille i det blev der også brug for lidt starthjælp. Det første 1½ døgn tlbragte vi på neonatal, efterfulgt af et par dage på barselsgangen og tirsdag eftermiddag fik vi så endeligt lov til at tage hjem – mod at vi kom forbi onsdag og fredag til kontrolvejninger. Jeg syntes egentlig selv at jeg var ret godt ovenpå fødslen, men for søren hvor kan sådan 4 dage på barselsgangen slå selv den mest overskudsagtige person ud.

Men altså, fin og lækker er han, han skal bare lige fedes op en hel masse. Fordi der er vejet på flere forskellige vægte de første døgn (fødestue, neo og barselsgangen) er der lidt usikkerhed om startmålene, men det passer ca. med 2400g og 48cm