For øvrigt er det snart påske – og jeg bliver enormt glad når folk sender mig påskeæg.

Bare hvis nogen skulle være i tvivl

Det seneste projekt herhjemme er at bage verden bedste chokolademuffins – og det går så ikke pokkers godt. Smagen har jeg 100% styr på efterhånden men de vil bare ikke blive mushy på den rigtige måde og hvad kan man så lige bruge det til?

Til gengæld kan børnene smadder godt lide hinanden og så gør det ikke så meget at jeg indtil videre kun kan bage falske muffins.

Der er vist ikke andre eller mere passende måder at betegne min sindstilstand denne weekend, men nu er den heldigvis snart ovre.

Lasse har været i Albanien for at gøre det som rockstjerner gør, og jeg har været hjemme med Sebastian og Victor – eller jeg var hjemme nogle timer, og så flygtede jeg ned til søsteren og svogeren.

Tobias ville være blevet 9 år i dag. Det er vildt underligt at for 9 år siden sad jeg på barselsgangen i Herning med en lille langhåret babytrold og anede slet ikke hvad jeg havde rodet mig ud i. Sidste år spredte vi min bedstefars aske lige netop på fødselsdagen så dengang kunne jeg ikke komme på kirkegården og måske især fordi det slog mig rigtigt meget ud dengang var kirkegården rigtigt meget en prioritet i år. Faktisk var jeg nok klar på at kængurustylte hele vejen derned hvis jeg blev nødt til det. – Det blev dog ikke nødvendigt med kængurustylte denne gang, for Anne og Jesper lånte mig bilen så jeg var sikker på at kunne komme afsted – og statistikken med ikke at have slået nogen ihjel mens jeg kører holder stadigvæk.

Men altså, Sebastian skreg ca fra han stod op lørdag morgen og indtil vi satte os i bilen mod Thorning. Han savnede far og hadede mor og hvis jeg havde den frækhed at tale til ham smed han sig på gulvet og skreg lidt mere. Det var i sandhed en fest at være alene med børnene og hvis ikke Line var kommet med rundstykker og hjælpende hænder var jeg måske sprunget ud ad vinduet. Med andre ord blev alle mine værste forestillinger om weekend alene med børnene gjort til virkelighed lørdag morgen.

Heldigvis er det sådan at Sebastian elsker den blå bil. Han elsker biler generelt, men særligt farmors bil er et hit (og den hedder rent faktisk farmors bil nu) og derfor var alt glæde og idyl hele vejen til Vibor. Jeg hørte fjollet radio, børnene sov og på vejen derned besøgt vi oldemor i Skelhøje så hun kunne hilse på Victor. Vel nede ved Sarah og Thomas legede barnet lystigt med alle fætrene og kusinerne og med undtagelse af et enkelt sæbeøje var alt godt. Jeg nåede på kirkegården, fik fjernet gran, kigget loppemarked og her til eftermiddag var vi alle sammen til børnekulturdag på museet i Thorning hvor alle børnene fremtryllede fantastiske fugle af træ og kogler og kulørte fjer.

Og på vej hjem i bilen var den så gal igen. Det tager ca 1½ time at køre fra søsteren og svogeren til Aalborg, og fra Viborg og resten af vejen hjem skreg Sebastian så højt at man skulle tro jeg havde slået ham. Jeg forsøgte febrilsk med sutter og kiks og sang, men intet hjalp, og til sidst måtte jeg roligt messe “det er en fase det går over” mens jeg koncentrede mig om ikke at slå os ihjel med den der bil.

Nu er vi så hjemme, børnene sover, Lasse er på vej med flyet til Aalborg og jeg har mest af alt lyst til at sætte mig ned og tude lidt. Både fordi jeg er træt og smadret og døv, men også fordi det fandme føles ynkeligt at jeg er nødt til at flygte hjem til min søster og svoger for at overleve en weekend med begge børn.

Og måske også lidt fordi jeg savner Tobias en helt masse og der bare ikke lige har været ro på noget tidspunkt til at jeg kunne grave mig ned i en hule og være ked af det i fred og ro.