Det har taget en pokkers tid for den unge dame at indfinde sig. Sara har snakket om veer dagligt i flere uger, men endelig fredag morgen ringede Pelle og fortalte at Elna Sofie havde meldt sin ankomst. Når man fotograferer hende nedefra ser hun lidt skræmmende ud, for der er enorme kindposer og dobbelthager over det hele, men hvis man bare undgår de dårlige vinkler er hun en utroligt lækker lille baby.
Storesøsteren Alma har glad proklameret at hun er blevet en dor østers, og hvis det passer, så må lille Elna være lille østers. I hvert fald skal hun ikke forvente at blive kaldt andet her på bloggen.
Nu skal jeg bare lige skrive den der eksamensopgave færdig, og så skal jeg ned og klappe på den nye guddatter.
Lasse havde godt advaret mig tidligere på ugen, om at det der gør Man Flu særligt farlig, er at hvis kvinder får den så er den faktisk næsten dødelig. Jeg troede at han jokede, men da termometeret i går aftes viste 40.3 måtte jeg indrømme at han nok ikke var helt galt på den. Faktisk var jeg så tæt på at dø, at det gjorde ondt i kæberne på mig, når jeg forsøgte at plyndre resterne af Basses fredagsslik.
Lørdagen gik så altså med undtagelsestilstand herhjemme. Lasse tog sig af ungerne mens jeg spiste panodiler og sov lur, til gengæld var jeg feberfri og en lille smule fuld af pep da jeg ved middagstid valgte at stå op og blande mig i løjerne.
Min genfundne overskudsagtighed blev brugt på at tømme opvaskemaskinen og spise blommer og lasagne, og det var stort set alt hvad jeg kunne overkomme indtil det igen var tid til en lur – luren som ødelagde det hele.
Jeg er ikke ret god til at sove i løbet af dagen. Lasse er vild med at man bare skal lade vasketøjet ligge og tage en lur hvis natten har været hård, for søvn er rart og hyggeligt og giver overskud. Problemet er bare at jeg kun behøver sove 1 enkelt time i løbet af dagen for at smadre min nattesøvn, og det betyder at 2 sygdomslure på 1 dag bare slet ikke gør noget godt for mig i det lange løb.
Klokken er lidt over 5 om morgenen nu, og jeg har stadig ikke sovet. Lasse har haft sengen for sig selv det meste af natten, for Victor har sovet på min mave mens jeg har set utroligt meget fjernsyn. Tak til Kanal4 (kvindekanalen) for igen igen at sende Van the Man, og til The History Chanel for at lære mig alt hvad jeg nogensinde behøver vide om George Washington. Basse vågnede for en times tid siden så nu er begge unger puttet ind til Lasse mens jeg sidder i stuen og ser et eller andet dokumentarprogram om fede damer som gerne vil lave en skønhedskonkurrence i England.
Jeg kommer så meget til at hade den der lur dobbelt så meget om ca 1½ time når ungerne står op og godt gider at nogen laver morgenmad til dem.
Basse er frisk og glad og i vuggestue igen, og imens er både Lasse og Viggo bukket under med feber. Jeg var ret hurtig til at kalde det Man Flu, men da termometeret viste 40, 3 efter en tur i Lasses øre måtte jeg medgive at han nok havde god grund til at føle sig lidt mat i koderne.
Victor er efterhånden feberfri, men alligevel pjevset nok til at han ikke skulle i vuggestuen. Han er samtidig pjevset nok til at han ikke sover lur og formiddagen er derfor gået med intens træning i kravlegården.
Først op på knæ…
Og så op og stå!
Jeg fik måske en smule dårlige nerver af at han pludseligt synes den slags er sjovt. Han kunne efter min mening godt lige vente en måned eller 3 med at begynde på den slags – og i mellemtiden lære at kravle eller noget, men i hvert fald sænker vi nok lige bunden i kravlegården nu.
Hatten af i klassen, ellers kommer Madsen og gir dig en på kassen.
Ingen kunne have forudset at et uskyldigt lille børnedigt, skulle kunne skabe panik blandt smållingerne, men det er ikke desto mindre tilfældet. Hvor andre børn er bange for trolde under sengen, spøgelser på loftet og monstre i skabene, er Sebastian bange for at Fruen kommer.
Vi har forgæves forsøgt at forklare at fruen ikke er noget farligt, og at mor jo fx også er en frue, men det afviser han på det kraftigste. Og ind imellem sker det så at han kommer løbende ind i stuen og råber “FAR FAR DER KOMMER EN FRUE”
Når jeg nu læser de indlæg jeg lige har skrevet, så bemærker jeg at der er en ret stor pulje af overskudsbogstaver rundt omkring.
Det er ikke fordi jeg ikke kan stave, det er fordi jeg er vildt ude af træning i at skrive på et rigtigt tastetur og derfor rammer jeg flere knapper end jeg egentlig vil.
Se på det som en munter bonus for jeg gider ikke sidde og rette stavefejl lige nu.
Det var en stor ævhed at Københavnerturen blev afsluttet før tid, for vi havde faktisk glædet os helt vildt til børnefødselsdagen i Hellerup, og det blev ligesom ikke bedre af at lejligheden derhjemme bare slet ikke emmede af fødselsdag.
For ligesom at komme mig over skuffelsen over ikke at skulle til fødselsdagsfest, blev fredag aften og lørdag eftermiddag brugt på at lave verdens bedste egoist fødselsdagskage – og den blev helt fantastisk fabelagtigt god.
Hjerteformene har ikke nogen særlig betydning, de var bare mindre end de almindelige runde forme og når vi nu ikke var så mange om at spise kagen virkede det bedst sådan. Fyldet blev mit nye og særdeles vellykkede eksperiment… Den lyse er vaniliecreme med chokoladestykker i, den lyserøde er hindbærcreme og den mørkerøde er skovbærcreme. Med andre ord mush med mush på
Da kagen havde trukket natten over blev den overtrukket med marcipan…
Resterne af marcipan blev brugt til at lave pynt…
Og det endelige resultat blev en utroligt blå kage med masser af friske bær. Det er måske den bedsate kage jeg nogensinde har lavet, og Anne og Jesper kom forbi og hjalp os med at udrydde den sidste halvdel i eftermiddags så nu er den væk. – Men jeg skal totalt snart lave flere kager for det der pynte noget er lidt ligesom formning i folkeskolen
Egentlig skulle vi have fejret centraldagen (den dag som hele fødselsmåneden jo egentlig handler om), i København. Ungerne var pakket og taskerne fundet frem og vi havde en fantastisk flyvewtur til København. Vi fik shoppet i Fields, kørt med Metro ind til byen, og sidst på dagen blev vi indlogeret på det artige vandrehjem hvor vi skulle tilbringe den første nat.
Nu har jeg ligesom ikke boet på vandrehjem siden jeg gik i 8. eller 9. klasse og dengang var det absolut ikke nogen overdådig indkvartering. Vi havde dog valgt at satse på at når et vandrehjem får 5 stjerner så er det nok ikke helt usselt, og prisen og beliggenheden var rigtig fin til sådan nogle som os. De første 20 minutter på stedet var jeg ret klar til at pakke sammen og bruge alle mine sparepenge på et hotelværelsde, men da vi først fik redt senge og pakket chokoladekiks ud var det faktisk rigtig ok. Værelset var stort og fint, sengene var gode og badeværelset var super fint. Vi savnede lidt en laptop, men ellers var det ret tæt på at være hotelstandard, og jeg kunne nemt finde på at booke samme sted næste gang jeg skal til København.
Selvom centraldagen i sig selv er en vigtig begivenhed, så var det faktisk Emil der skulle fejres i forbindelse med Københavnerturen. Han fylder nemlig 3 år i dag, og det kan jeg ligesom ikke rigtigt hamle op med. Vi skulle have brugt hele dagen lørdag på at spise boller og kanelsnegle og drikke kaffe og råbe hurra og synge fødselsdagssange og alt muligt andet godt. Desværre gik det ikke helt som planlagt, for allerede torsdag nat fik Basse ret høj feber og fredag morgen skreg han tilpas højt til at vi overvejede om vi skulle forbi en skadestue for at få lægen til at kigge på ham. Ganske vist dør man ikke af en smule vuggestuepest, men det er faktisk ret sjældent at ældsten bliver syg sådan rigtigt, og eftersom hans klagesang lød lidt af mellemørebetændelse var vi ikke sikre på at turen hjem ville blive festlig uden børnenarko.
Vi valgte i sidste ende at droppe skadestuen og bare hoppe på et tog hjem. Lasse fik godt nok buddet om at blive i København og fejre nevøen, men han nænnede ikke rigtigt at lade mig sidde alene i et tog i 4½ time med syg dreng og vred baby så det endte med at vi alle sammen rejste hjem hvor vi kom fra. Heldigvis sov Victor hele vejen hjem og Basse var tilfreds når bare han kuynne putte hos faderen og få læst Andersd And bladet højt 38 gange, og på den måde var det egentlig ret ok at rejse med tog.
Hjemme fortsatte Basse sin febersygdom, men det hjalp voldsomt på humøret at det nu var hans tur til at få børnepanodil. Af uransagelige årsager synes begge vores unger at medicin er en ganske særlig delikatesse og det er derfor utroligt godt, når man på en eller anden måde kan fremvise symptomer der får forældrene til at åbne narkoskuffen.
Og feber til trods kunne der godt mønstres overskud til lidt Vild med Dans
Fordi det ikke er sjovt at spærre 9 børn inde i en lejlighed en hel eftermiddag, blev fødselsmåneden skudt igang med en fabelagtig tur til Jumboland. Selskabet bestod af søsteren, svogeren, lillesøsteren, Pelle, Sara og alle de børn de lige kunne samle til lejligheden – og så selvfølgelig os. Victor sov igennem hele arrangementet, og Janus sørgede for at lemlæste Lasse og det betød at jeg havdew frit lejde til at hoppe rundt i tre etagers hoppeborg sammen med alle de andre 8-12 årige.
Basse gav den gas med luftguitar og diskodans da han i småbørnsafdelingen fremførte sin helt personlige fortolkning af Mickeys Klubhus titelmelodien.
Der blev tumlet i kuglerne…
Og selvfølgelig hoppet en hel masse i trampolin. Faktisk er en af de særligt fantastiske ting ved Jumboland, at de voksne også godt må hoppe og lege og tumle, så det lykkedes os faktisk at få alle i selskabet til at hoppe – inklusiv Sara som ellers havde veer med 2 timer imellem (måske hun følte sig presset af at jeg kunne ride på elefanter da jeg var i 8. mdr. :-p)
Der er blevet taget artige billeder af os alle sammen, men ud fra en betragtning om at man nok skulle have været der, for virkeligt at sætte pris på billeder af mig der tåger rundt i en hoppeborg, nøjes jeg lige med at lade Basse repræsentere første del af fødselsmånedsfestivitasen.
Men hvor er det dog heldigt at jeg skal i hoppeland igen på tirsdag
Måske er jeg lidt kommet til at booke migselv som Weddingplanner.
Thomas og Laura skal giftes, og mens selve brylluppet skal stå i Mexico, er det muligt at der skal holdes en lille ting i Danmark også for alle vennerne. I den anledning har jeg så meldt mig frivilligt til at hjælpe med de praktiske ting som det godt kan være svært at klare fra den anden side af jorden.
Og jeg skal SÅ meget lade mig inspirere af Monica fra Venner!
Nu skal jeg bare hjem i skuffen og grave mit headset frem!
Efter at have kendt mig i flere år, har Lasse endelig set i øjnene, at 1 dag ganske enkelt ikke er nok, når man fejrer en så stor fødselsdagsnar som mig.
Det betyder at vi i år har indført konceptet Fødselsmåned, og det betyder at fra i dag af og så 31 dage frem, er det mig der bestemmer og mig der skal fejres. Vi skal spise mine livretter hver aften, og vi skal synge fødselsdagssang med instrumenter hver dag, og vi skal pynte alle kagerne med flag.
Det blev en lille østers
