Lige pludseligt var det midt i januar, og alle de babyer der hidtil havde været interne valgte at blive eksterne. Det betyder at en del af måneden for vores vedkommende har budt på barselsbesøg og babydimsning, og det har været så hyggeligt alt sammen.

Herhjemme har der også været en lille smule familieforøgelse – til låns i hvert fald. Studiet har fået en Pleo, og når nu min vejleder ved at jeg har sukket efter sådan en i evigheder, fik jeg ret hurtigt lov til at tage den med hjem på besøg. Pleo er en lille robot dinosaurus som skal passes og plejes som et kæledyr, og som udvikler personlighed alt efter hvordan man behandler den.

Sebastian var ret vild med vores nye kæledyr, men ikke mere forgabt end at han selv bad os om at slukke for Pleo da der skulle leges med togbane – fordi sådan en robot larmer lidt. Victor havde til gengæld total meget optur over at der endelig var et kæledyr der ikke kunne løbe fra ham.

Og altså selvom jeg stadig synes Pleo er vidunderlig kan jeg godt se at han måske er sjovere for mig end han er for ungerne. Altså der er trods alt grænser for hvor mange tricks man kan lære en lille robot

Der var en baby som blev ekstern i går, og jeg glæder mig så meget til at møde den at jeg slet ikke kan koncentrere mig om at skrive speciale-synopsis nu.

Og så er Burholger bare det bedste navn til sådan en baby

Victor har set lyset i gå-vognen. Bemærk de meget yndefulde ballerina trin…

Med den kan man nemlig pludseligt være med til løbeleg inde i stuen. Eller måske ikke ligefrem løbeleg, men man kan gå frem og tilbage mens storebroren løber i cirkler om en.

Og Sebastian demonstrerer lige at hvis man øver sig rigtigt meget kan man også køre GåVogn med 1 hånd.

Så havde Lasse og jeg jo rent faktisk bryllupsdag i søndags, og det blev takket være Søren og Alice og Line og Thilde og Bertram, fejret på behørig vis med røde hotdogs og varm kakao med flødeskum.

Og nøj hvor er jeg snart nødt til at finde en anledning til at have Narnia frakken på igen!

Og jeg hader det faktisk ret meget.

Vi er tilbage på kontoret ude på uni, og i dag i bussen nåede jeg at gruble over to meget vigtige ting:

• Vil mine medstuderende og mine undervisere kunne tage mig seriøst hvis jeg begynder at medbringe mine futter på kontoret? Jeg har i forvejen skiftesko med så vinterstøvlerne kan tørre under radiatoren i løbet af dagen, men futter er bare SÅ meget varmere og blødere om tæerne end de nye vidunderlige julestøvler.
• Kan jeg mon sy min egen vinterjakke, og putte ris i foret på den, så jeg kan smide hele jakken i microovnen før jeg går hjemmefra? Jeg tænker at det vil være rart og varmt (og jeg vil på den måde altid lugte af risengrød), men måske også en smule tungt.

Når engang jeg har fundet løsningen på ovenstående, vil jeg kaste mig ud i noget seriøst uniarbejde. Det lover jeg!

Der er ikke noget som traditioner, og med årsskifte hører der også en lille status over de største og bedste begivenheder fra det år som nu er slut…

Lørdag den 3. Januar stimlede familie og venner sammen og hjalp os med at holde verdens bedste bryllup. Det ærgrer os stadig lidt at man kun bliver gift en gang, for det var en helt og aldeles fantastisk dag. Til gengæld trøster vi os med at vi regner med at holde den storslåede aftenfest når jeg fylder 30 og vi måske begge to er blevet færdige med vores studier (og jeg måske nok ikke er helt så gravid som jeg var i januar 2009).

Den 31. Januar valgte Lille Bitte Victor at komme til verden.

Egentlig havde jeg først termin i slutningen af februar, så vi var ikke helt så babyklar som vi godt gad at være, og Victor var faktisk heller ikke helt færdigbagt da han kom ud. 2400g og 48cm kunne han snige sig op på, og i starten var det lidt uhyggeligt at være ansvarlig for at passe på et så skrøbeligt lille væsen. Heldigvis var Victor god til at vokse, og Sebastian var lynhurtig til at forklare os hvordan man tager sig af sådan en baby. Man skal bare give dem en sut og noget kage.

Victor brugte de første måneder på at sove en masse. Hele tiden sov han faktisk, kun lige afbrudt af mad og bleskift. Sebastian var heldigvis ligeglad, han syntes det var super fedt at have fået en lillebror, og om ikke andet kunne man bruge utroligt lang tid på at sidde i kravlegården og grine af Victors bittesmå ører og fingre. – Og i april måned begyndte Victor så småt at vågne op ind imellem.

Juni måned bød på barnedåb og fødselsdag og besøg fra England

Ligesom sidste gang, valgte vi at lade Tivoli danne rammen om festlighederne, og ligesom sidste gang var vores gæster gode til at benytte sig af chancen for at køre i karruseller og biler og alt muligt andet. Det tog Sebastian en lille uges tid at komme igennem alle fødselsdagsgaverne, til gengæld blev han rigtig glad for dem alle sammen og han husker stadig at han fik Postmand Per af moster og Onkel og at den store garage til alle bilerne er fra Dagmar og Torben.

For Lasses vedkommende har 2009 stort set udelukkende handlet om at skrive speciale. Det betød at der ikke er blevet rejst nogen steder, men at vi i stedet har holdt fantastisk sommerferie i Farmor og Farfars have. Sebastian fik lært at cykle, vi fik lavet en masse pandekager over bål, og Lasse fik lov at sidde i campingvognen og arbejde i fred.

I slutningen af sommerferien kom der desuden besøg fra Mexico. Onkel Thomas kom nemlig hjem på ferie, og med sig havde han Laura. Før hun kom på besøg var Sebastian ikke videre imponeret af vores fortællinger om at Onklen havde fået en pigeven, men da det viste sig at Laura både kan lege med biler og spille tromme blev hun alligevel taget til nåde.

I slutningen af August gik turen til Uppsala. Lasse holdt pause fra specialet, for på den måde kunne han og smållingerne rejse med mig til konference, og samtidig kunne vi holde en lille smule ferie sammen. Anledningen var at jeg skulle præsentere min artikel og IT Etik, og det var helt ærligt ret stort at få lov til at se sit navn på tryk for første gang.

Endnu bedre blev det af at artiklen har banet vej for flere sjove tur. Fx går turen om et par måneder til Etik seminar i England, hvor nogen mener at jeg skal sige noget klogt.

Hjemme fra det svenske land er efteråret gået med vuggestuestart, studier, fødselsdag og en pokkers masse vuggestuepest. Og så har Lasse og jeg ellers brugt utroligt meget tid på at snakke om hvor utroligt lækre børn vi har.

Der er ikke nogen tvivl om at det ad flere omgang har været ret meget en udfordring at få smållinger så hurtigt efter hinanden. Der er aldrig ro og ingen af os kan huske hvordan det er at sove mere end 3 timer i træk. Til gengæld er det helt fantastisk lækkert at se at drengene har kunne have en masse ud af hinanden ca. fra dag 1.

Det er lidt som om at de der børn bliver en lille smule sjovere hver dag