Midt i sygdommen fik jeg faktisk skrevet endnu en artikel færdig, og den blev sendt afsted til tiden, og hvis den bliver optaget skal jeg til konference og sige kloge ting, og med publiceres i en bog mere.

Jeg tror ikke den bliver optaget, for den er sådan lidt lang og lidt vrøvlet, men den snedige plan er at hvis de ikke vil have den i København, så kan den rettes til og så kan jeg bare tage til New Zeland i stedet. Det kunne være en ret god sommerferie tænker jeg.

Hvis man går min blog igennem for de sidste år, bør man kunne se at den her overskrift er den absolut mest brugte, og medmindre der sker et mirakel bliver den ved med at være det fremover også.

Jeg kiggede kalenderen efter i går, og siden starten af oktober måned sidste år, har vi ikke haft 2 sammenhængende uger uden en af ungerne er blevet syge. Særligt Victor har suget enhver form for vuggestuepest til sig, og det endda til trods for at han er blevet ammet i vildskab, så jeg tør slet ikke tænke på hvordan tilværelse havde set ud hvis han var flaskebarn.

Den sidste uges tid har vi så haft fornøjelse af en omgang RS-Virus hvor særligt Victor har været ret skidt, og hvor både Sebastian og jeg selv også er endt med at bukke under. Vi startede ud med at Sebastian havde brug for at blive hjemme fra vuggestue, uden at vi helt kunne gennemskue hvorfor han mente livet var dårligt, og mens han og jeg så sad hjemme i sofaen og så Lucky Luke, ringede vuggestuen med besked om at Victor også var syg. Ganske vist uden feber, men på den der måde hvor han bare emmede af at skulle hjem.

Det viste sig at være godt givet ud at få ham hjem, for  han var faktisk rigtig meget syg, og torsdag aften var hans vejrtrækning uhyggeligt dårlig.  Siden da er det heldigvis langsomt begyndt at gå fremad, og i dag har han faktisk smilet til os igen.

I mellem tiden er hoster både Sebastian og jeg os, ligesom Victor, gennem dagene og nætterne, og det er nok især synd for Sebastian for i det mindste findes der masser af hals-nakro til voksne. Fx har jeg rodet mig ud i at prøve Mykoangin tabletterne fra tv-reklamerne, og jeg har ikke kunne mærke min tunge i 5 timer snart.

Nu er målet så at få følelsen tilbage i tungen, og få smerten i halsen til at gå væk, og det må rigtigt gerne være før jeg skal til København og undervise på torsdag.

Drømmen om at slutte dagene af med lige at trække i løbeskoene har sådan set spøgt rigtig længe, og i perioder er det faktisk også gået helt fint med at komme afsted. Fx var jeg fint nok i form til at løbe I Form kvindeløb sidste år, og jeg er allerede meldt til at skulle tage turen igen den 1. maj i år.

I fredags dukkede det nye IForm blad så op med posten, og med i bladet var fine løbeprogrammer og en invitation til at løbe en ½ marathon i september i København. Og NØJ hvor gad jeg det godt! Forestillingen om at bruge de næste mange måneder på langsomt at træne formen op, og så slutte sommeren af med en ½ marathon, er helt og aldeles lige mig.

Jeg er bare ikke overbevist om at det rent praktisk lige lader sig gøre at træne så seriøst som sådan en distance trods alt kræver. Ikke fordi jeg ikke gider det, men fordi de der børn bare ikke altid er super samarbejdsvillige.

Heldigvis kan man godt vente nogle måneder med at tilmelde sig, så indtil videre holder jeg fast i at løbe de 10km 1. maj, og så forbedre min tid på den distance når der lidt senere på sommeren er Femina løb. Og skulle jeg så ske at være i drøn god form når vi kommer til september, så slutter jeg sommeren af med at hente en fin medalje hjem fra København.

Lige netop i dag har der været fastelavnsfest i vuggestuen, og ligesom sidste år var vores yngel meget smartere udklædt end alle de andre unger. Mens 90% af børnene var klædt ud som vildt dyr eller Peter plys, var vores artige drenge nemlig cowboy sherif og Poh

Og Nej vi er ikke spor selvfede forældre – vi har bare lækre børn!

Og det er heldigvis helt lige meget at Sebastian slet ikke gad være cowboy, indtil han fik lov til at bruge hele torsdag aften på at jagte Line rundt i lejligheden og plaffe hende.

Er en utroligt munter spise…

Egentlig blev Sebastians nye band vist grundlagt til Victors fødselsdag (som der nok skal komme et indlæg om engang), da onklerne blev tvunget ud i en vild og original udgave af blandt andet Oles Nye autobil.

Siden da er der til gengæld sket en hel masse på musikfronten, og senest har han digtet sin egen udgave af en gammel kendt fastelavnssang. Det kan godt være at alle andre synger “for jeg har fået maske på – misk, mask, maske på”, men herhjemme bliver der nu brølet Misk Mask Flyvemaskine ved enhver given lejlighed.

Og så er det desuden umuligt at spille guitar uden samtidig at danse kosakdans

Lige pludseligt var det midt i januar, og alle de babyer der hidtil havde været interne valgte at blive eksterne. Det betyder at en del af måneden for vores vedkommende har budt på barselsbesøg og babydimsning, og det har været så hyggeligt alt sammen.

Herhjemme har der også været en lille smule familieforøgelse – til låns i hvert fald. Studiet har fået en Pleo, og når nu min vejleder ved at jeg har sukket efter sådan en i evigheder, fik jeg ret hurtigt lov til at tage den med hjem på besøg. Pleo er en lille robot dinosaurus som skal passes og plejes som et kæledyr, og som udvikler personlighed alt efter hvordan man behandler den.

Sebastian var ret vild med vores nye kæledyr, men ikke mere forgabt end at han selv bad os om at slukke for Pleo da der skulle leges med togbane – fordi sådan en robot larmer lidt. Victor havde til gengæld total meget optur over at der endelig var et kæledyr der ikke kunne løbe fra ham.

Og altså selvom jeg stadig synes Pleo er vidunderlig kan jeg godt se at han måske er sjovere for mig end han er for ungerne. Altså der er trods alt grænser for hvor mange tricks man kan lære en lille robot

Der var en baby som blev ekstern i går, og jeg glæder mig så meget til at møde den at jeg slet ikke kan koncentrere mig om at skrive speciale-synopsis nu.

Og så er Burholger bare det bedste navn til sådan en baby

Victor har set lyset i gå-vognen. Bemærk de meget yndefulde ballerina trin…

Med den kan man nemlig pludseligt være med til løbeleg inde i stuen. Eller måske ikke ligefrem løbeleg, men man kan gå frem og tilbage mens storebroren løber i cirkler om en.

Og Sebastian demonstrerer lige at hvis man øver sig rigtigt meget kan man også køre GåVogn med 1 hånd.

Så havde Lasse og jeg jo rent faktisk bryllupsdag i søndags, og det blev takket være Søren og Alice og Line og Thilde og Bertram, fejret på behørig vis med røde hotdogs og varm kakao med flødeskum.

Og nøj hvor er jeg snart nødt til at finde en anledning til at have Narnia frakken på igen!